Men kan godt se at der er ting de sidste 4 år som jeg bare er nødt til at få bearbejdet. Det være min x-bedste veninde som jeg var ufatteligt tæt på, som jeg fandt ud af havde løjet til mig om absolut alt fra hverdagsting til falske aborter til en mand der var undsluppet fra fængslet og ville slå hende og dem hun elskede ihjel, det venskab gør at det tager mig noget tid at åbne helt op for folk og kalde dem mine venner eller veninder nu.
Om det er da hun forsøgte at begå selvmord, eller min psykotiske x-kæreste der brugte alle midler til at køre mig psykisk ned til jeg endelig tog springet og slog op. Eller det overfald der kunne ha endt så grueligt galt hvor jeg slap med nogle blå mærker og et blåt øje fordi et ældre ægtepar så os, men jeg får stadig en knugen i maven hvis jeg ser nogen der ligner dem. Eller det år, 3 g. Hvor Jeg udover studenterlektierne måtte tage mig af hele husholdningen i et stort hus, tage mig af min mor som bare blev svagere og svagere og til sidst end ikke kunne tale pga ingen muskler og samtidig skulle sørge for at alt var som da hun kunne klare det hele, hvis maden f.eks ikke stod på bordet halv seks selvom jeg først havde fri kl. 4 og også havde bunker af lektier, så fik jeg det største møgfald af min søsters far, og de møgfald blev bare værre og værre overfor os alle sammen. Huske da også da lægen sagde til ham at min mor skulle have en madpakke inden han gik på arbejde, da lægen var gået sagde han bare "madpakker er for dem der går på arbejde" og så gik han. Min mor siger selv at havde jeg ikke været der havde hun ikke klaret den. Brugte de frie timer på at sidde hos hende i stedet for at lave lektier og kom bagud i skolen for første gang i mit liv.
Eller om det er det sidste år jeg skal ha bearbejdet, et år hvor jeg stadig har skulle tage mig at alt og snart går til af frustration over at jeg ikke kan mærke en tydelig bedring hos min mor, at se hver dag hvor tynd hun er og kun kunne give hende havrekød eller magert kød om aftenen fordi hendes mave ikke kan tåle andet. Eller turen til Tyskland hvor vi var sikker på at hun ville blive rask og fik af vide hun var for svag til en operation. DER brød jeg sammen. Jeg er ellers en ret stærk person og selvom jeg er trist viser jeg det ikke og sørger i det hele taget for at være stærk for min familie, egentlig har det været en overskridelse af nogle personlige grænser at prøve at være så åben herinde som jeg har, men jeg tror det er godt min mor har det svært nok med at jeg skal lave alt som det er. Eller det sidste, at min søster er begyndt at skære i sig selv fordi hun nu er kommet frem med at hun er blevet misbrugt af sin far. Det var netop dette sidste der fik mig til at indse at jeg måske bør tale med en psykolog og få nogle ting bearbejdet, jeg gik den første uge rundt som en zombie efter jeg havde fået det af vide (en tilstand jeg kom lidt ud af efter at være sammen med Annika og Theo en hel weekend, tak you guys <3 ). Lavede hvad jeg skulle og ellers var jeg på mit værelse eller gik med hunden, kunne ikke høre musik. Og, ja det her har jeg ikke fortalt til nogen, men var ved at gå til af skyldfølelse over ikke at have været der for min søster så en dag da jeg var i bad og brød sammen, badet er et godt sted at gøre det fordi der ikke er nogen der opdager noget, der gik jeg nærmest i baglås og satte neglene i og rev bare mig selv op ad benene, virkelig hårdt fordi jeg følte at jeg var nødt til at få noget af hendes, min søsters smerte. Det tog en del tid før de lange røde mærker forsvandt.
måske endda gå længere tilbage til min biologiske far der truede med at hyre lejemordere, holdt en kniv op foran min hals da jeg var 4 år og fortalte hvordan han ville dræbe mig, min mor og ham selv ude i skoven for at nævne nogle få ting.
Ja det var en længere smøre, men ville egentlig bare blive bedre til at åbne mig og fortælle at jeg godt kan se nu at det er nogle ting jeg har brug for at få bearbejdet og det vil jeg gøre! og så skulle jeg jo lige fortælle hvilke ting hah.. Så giver psykologer en ny chance Men det var det med min søster der var prikken over i'et for mig, før det havde jeg ikke så meget som overvejet en psykolog.
Dette indlæg er redigeret af mystix: 17 August 2010 - 09:55 AM