[P.Y.T]

Idag da jeg sad i min bil og hørte en af Michael's numre fra Bad, gik det pludselig, som lyn fra en klar himmel, op for mig at han ikke er her mere.. Jeg har grædt meget over ham og været nede, men idag var det som om jeg kunne mærke at han virkelig fysisk og "mentalt" var væk, og det gjorde så ondt, jeg var næsten ved at holde ind til siden.. Jeg sad i en bilkø, så jeg blev hvor jeg var. Folk fik øje på at jeg hulkede som et barn, og de fleste kiggede hurtigt væk igen af forlegenhed, jeg blev næsten helt flov over det, for jeg tænkte de forstår det ikke.. Igennem tre sange strømmede tårerne ned af min kind, og jeg følte at alting var fuldstændigt ligegyldigt, for intet fik ham tilbage.. En total magtesløshed strømmer igennem mig, og jeg følte en kolossal følelse af dårlig samvittighed over at jeg ikke har opdaget det "rigtigt" før idag. Det ramte mig fuldstændig uventet, og jeg sad og tænkte om det var fordi at jeg er blevet medlem herinde, og at det havde sat en emotionel rutschebane igang. Indtil for lidt siden var jeg slet ikke klar over det her fællesskab, og blev meget positivt overrasket over at man har lov at sige noget godt om Michael, uden at få et par rullende øjne. Det har, til at starte med, gjort mig rigtig glad, jeg føler mig hjemme herinde, føler mig tryg til at sige hvad jeg virkelig føler for Michael. Måske det havde overvældet og fået mig til virkelig at indse hvor meget han betød? Uanset hvad så ramte det mig som knytnæve midt i myldretiden og jeg kom i overvældende sorg, en sorg jeg aldrig har følt før. Det må siges at være en dårlig dag, selvom jeg faktisk startede med at have en super dag, har gjort rent, har været til lægen og er blevet erklæret 100% rask og jeg har skrevet små sedler til min mand med kærlighedserklæringer, og så kommer det her.. Michael, hvorfor? Jeg forstår godt, hvorfor mange i denne verden ikke fortjener din tilstedeværelse i denne verden, men hvorfor nu? Jeg ved at mine begrundelser for, hvorfor du skulle blive her på jorden, er egoistiske, jeg ønsker du kommer tilbage fordi jeg elsker dig, og det er meget at bede om og meget at give en fremmed, men hvor ville jeg dog ønske at du var her.. Var her og inspirerede os alle igen, gav os håb og gav os den opsang vi trænger til.. Du er så nødvendig for os.. Ingen kan gøre det samme.. Det er så meningsløst.. Jeg elsker dig, og jeg længes efter dig.. Jeg ved det er langt ude, for jeg kender dig ikke helt personligt, men jeg længes virkelig efter dig.. Du er min soulmate.. Min sjæl er halveret ved din bortgang... Ja, det var lige min dag, og min oplevelse med Michaels død, undskyld hvis jeg overfører min sorg til andre, og tak hvis du har læst med så langt, jeg havde brug fr at fortælle det til nogen, for ingen jeg kender ville bifalde min sorg.. Desværre..

[CaseyXM]

Jeg har også oplevet det! En dag da jeg så hans musik i TV'et, begyndte følte jeg bare at jeg tabte en del af mit liv! Lige med et!!! Det var så alvorligt, og jeg begyndte at græde

[Nico]

"Sjovt", oplevede fuldstændig samme følelse igår da jeg tændte for "Heal the World"(som jeg plejer HVER morgen).. Det er frygteligt pludselig at sidde og tænke dybere over han er væk

Dette indlæg er redigeret af Nico: 20 November 2009 - 11:29 PM

[Jacqueline]

Du er ikke ene..
I går og i dag har simpelthen været forfærdelig... Har slet ikke kunne holde ud at bare tænke på MJ uden tårerne var til stede... Og slet ikke noget af hans musik. Men det er som om jeg stadig ikke helt 100% har fået det ind på hjertet at han er helt væk..

Dette indlæg er redigeret af Jacqueline: 20 November 2009 - 11:34 PM

[P.Y.T]

Hvor er det bare dejligt at vide at jeg ikke er alene. Jeg er vant til at være alene med mine følelser for Michael, men jeg synes det er rigtig hårdt at være alene nu hvor han er væk, synes sorg-faktoren gør det ubæreligt sværere.. Tak for jeres svar..

[Jacqueline]

Helt enig! Super dejligt forum.. At man kan snakke med mennesker hvor man faktisk bare kan fortælle det man har på hjertet omkring Michael..
Har også tit følt mig alene især her efter hans død men er glad for jeg er kommet her og har fået et par venner herinde hvor vi bare kan få snakket ud hvis vi har brug for det ..

men det er rigtig hårdt de her perioder jeg har hvor jeg bare bliver ubeskrivelig trist over ham, det er næsten ikke til at bære.

[michaelsmelody]

*hugs all around*

jesus christ, jeg sidder bare her og tuder som et lille barn.
jeg ville virkelig ønske at der var noget jeg kunne gøre.
jeg kender jeres smerte, og det gør ondt på mig at vide at andre gennemlever det samme helvede som jeg.
hvis det var muligt ville jeg arrangere et kæmpe gruppe kram for alle mj-fans i hele verden. ingen bør være alene med en sorg som denne her.
det er så umenneskeligt..

hvis der er noget, bare sig til..
der er desværre intet at sige eller at gøre, men at lade ordene flyde til en man er sikker på kender ens smerte kan være en lettelse ind imellem..

jeg tror stadig ikke helt at det er gået op for mig.
selvom at jeg græder, og smerter, så føles det alligevel som om jeg lever i sådan en form for fornægtelsestilstand.
her den anden nat sad jeg i mørket på mit værelse, og læste, faktisk ikke engang noget der havde noget med michael at gøre, det vist bare noget random et eller andet, også pludselig uden varsel væltede tårene ud, og jeg kunne ikke sige andet end "hvorfor? hvorfor michael?kom tilbage!!"
jeg har aldrig oplevet mig selv sådan..
det skræmte mig, og jeg føler mig så knust..

ja, what to do about these scattered dreams?..

[mystix]

Du er ikke alene, og noget af det bedste ved den her side er at vi alle sammen kan støtte hinanden og snakke om hvordan vi virkelig har det. Jeg skifter stadig konstant med at være i fornægtelsestilstand hvor det ikke er gået op for mig at han er væk og de øjeblikke hvor jeg ser noget eller hører noget der rigtig får det til at gå op for mig og så bliver jeg helt fortvivlet, græder og spørger hvorfor denne engel skulle tages fra os så tidligt.

[Maria]

Du skriver mine følelser og tanker.
Jeg har det præcis som dig!

Den dag Michael døde, blev jeg bare stille. Jeg græd ikke. Jeg var bare lamslået.
Først 2 måneder senere kom tårerne. Lige pludselig, som lyn fra en klar himmel! Han er væk! Han er død... Han mangler! Mit liv er meget tomt nu.

Det føles som om, at jeg har mistet et meget nært familiemedlem.

Hvor er jeg ked af, at du gennemlever sorgen BIGTIME! Sender dig tanker og styrke.

Og ja - TUSINDE TAK for fællesskabet herinde.

[Neomjj]

Hvor er det rørende at læse alle Jeres posts.....P.Y.T. jeg føler virkelig din smerte. Jeg har prøvet at ignorere mine følelser, men efter filmen havde jeg også lidt af et udbrud. Ved ikke om det er gået helt op for mig endnu, men det må tiden vise.

Men tak fordi du deler dine følelser med os. *KÆMPE KRAM*

[Michael4everlove]

Idag har jeg også bare være virkelig langt nede og sad bare på mit værelse og græd og græd. Min mor ved ikke at det er Michael jeg stadig græder over og jeg har heller ikke lyst at snakke med hende om det... Jeg har ikke lyst til at dele min sorg over Michael med nogen andre end fans..
Men jeg havde en aftale med en veninde idag og var lige ved at melde afbud og sige at jeg var for ked af det.. Men så var hun taget afsted og jeg tog en masse make-up på så man ikke kunne se så meget at mit ansigt var helt opsvulmet:')
Men hvis man har haft en tudetur er man ligesom inde i en bobble resten af dage.. Som om man har skaller for øjnene, ja meget mærkeligt. Meget indelukket.

[YoMissTink]

Jeg er stadigvæk i fornægtelse!
Det har ikke rigtig ramt mig endnu, for jeg har ikke noget fysisk bevis på han ikke er her længere .
Glæder mig virkelig ikke til den dag det virkelig slår mig .

Andre jeg har talt med har sagt at det har slået dem hårdere end at miste en der stod dem nær og jeg har lidt en teori om det er fordi mennesker vi mister der er tæt på os elsker vi selvfølgelig, har vi haft fysisk kontakt med, psykisk kontakt med, men de er stadig adskilt fra os fordi vi har haft dem lige ved siden af os.. De kan få en plads i vores hjerte, men det er sjældent de bliver en del af os . Michael på den anden har (de fleste af os) ikke mødt i virkeligheden, så det vi ved og har lært om ham og hans personlighed er ting der er blevet en del af os selv . Så vi mister ikke bare en der var tæt på, vi mister en der var indeni .

Ved ikke om det giver nogen mening .

Men synes det er dejligt at se at i ikke fornægter følelserne og lader dem få frit spil .

[Michael4everlove]

YoMissTink, på Nov 22 2009, 06:56 PM, sagde:

Jeg er stadigvæk i fornægtelse!
Det har ikke rigtig ramt mig endnu, for jeg har ikke noget fysisk bevis på han ikke er her længere .
Glæder mig virkelig ikke til den dag det virkelig slår mig .

Andre jeg har talt med har sagt at det har slået dem hårdere end at miste en der stod dem nær og jeg har lidt en teori om det er fordi mennesker vi mister der er tæt på os elsker vi selvfølgelig, har vi haft fysisk kontakt med, psykisk kontakt med, men de er stadig adskilt fra os fordi vi har haft dem lige ved siden af os.. De kan få en plads i vores hjerte, men det er sjældent de bliver en del af os . Michael på den anden har (de fleste af os) ikke mødt i virkeligheden, så det vi ved og har lært om ham og hans personlighed er ting der er blevet en del af os selv . Så vi mister ikke bare en der var tæt på, vi mister en der var indeni .

Ved ikke om det giver nogen mening .

Men synes det er dejligt at se at i ikke fornægter følelserne og lader dem få frit spil .

Synes det giver god mening og jeg er meget enig.. Der måske også det der er det svære i det.. At vi netop aldrig fik lov til at møde ham. Min og mange andre fan's største drøm; at møde ham. Den drøm er knust nu. Forfærdelig følelse:'(

[michaelsmelody]

Jeg har ikke sovet om natten siden den dag. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg ligger vågen i mørket i flere timer og bare kigger., eller vender og drejer mig. Eller bare græder. Og når jeg så endelig sover, så drømmer jeg enten om Michael, eller har mareridt. Min far har flere gang nævnt at han har været inde og kigge til mig fordi jeg græder og skriger i søvne, hvilket jeg aldrig har gjort før.

I går nat tror jeg at det for første gang nogensinde gik op for min far hvor hårdt dette her har taget på mig.
Han fortalte noget om at han havde læst en artikel på nettet der var noget med at Michael havde været vildt længe om at dø. At Murray bare havde stået og snakket privat i telefon, og indimellem kun man lige høre Michael i baggrunden. Han skulle have stået og snakket i en time, med Michael liggende på gulvet, før hans hjerte stopepde også blev der ringet 911.
Jeg tror at min far bare forventede at jeg ville blive vred og slynge nogle ondskabsfulde ord ud om Murray, men det gjorde så ondt inden i mig, så jeg blev helt mut fordi jeg kæmpede med tårerne, indtil det til sidste bare blev for meget for mig og jeg valgte at gå op på mit værelse hvor jeg bare brød sammen.
Der gik så omkring ti minutter før jeg fik en sms fra min far der skrev at han nu havde siddet og tjekket på nettet, og at det var ham der havde husket forkert, og at det der havde stået var at der var gået en halv time fra Michael's hjerte stoppede til der blev ringet 911, også skrev han undskyld og at han bare skulle have holdt sin store mund lukket.
Jeg tror at det var min fars wake-up-call. Jeg tror ikke at han ved at jeg stadig græder så meget som jeg gør, men jeg tror godt at han kan mærke at det har tærret rigtig hårdt på mig, at jeg er ramt rigtig dybt.
Men ja, det er jo det med at man ikke rigtigt kan forklare det til folk der ikke selv har prøvet det. Jeg ved at han selv græd da Freddie Mercury døde, og sikkert også da John Lennon døde.. men alligevel.. det er ikke det samme..

Jeg orker bare ikke at fortælle ham det. Og jeg fortæller ham normalt alting. Min far er min bedste ven, men dette her.. det er bare ligesom om at det gør det mere ægte hvis jeg snakker højt om det..

[Nans]

Jeg har det præcis på samme måde, som alle jer andre. Jeg kan ikke komme med noget nyt; bare sige, at jeg forstår jer, at vi har ret til at være kede af det, og at vi nok skal komme videre.

- Love you forever Michael!

[HeavenCanWait]

Puha det er hårdt at læse om jeres sorg. Det gør mig altid så ked og det er et rigtigt dårligt træk at læse disse tråde når jeg er på arbejde, men jeg kan ikke lade være og jeg sidder bare her og kæmper for, at holde tårene tilbage.

I er bestemt ikke alene i denne sorg. Jeg og mange andre er her også.
Jeg har inderst inde længe vidst at han ikke er her længere, men mit hjerte vil ikke acceptere det og ofte tænker jeg på ham som om han stadig er her.
Jeg har været en kæmpe følelsesmæssig rutchebane igennem og det er ikke slut endnu.
I fredags på vej hjem fra arbejde gik jeg og græd mens jeg hørte hans musik. Det er så pinligt når man går ned ad St. Kongensgade midt inde i København i myldretiden og tårene bare løber ned af kinderne og man kan slet ikke stoppe dem igen. Folk kigger så underligt på en

Jeg startede med at være i benægtelse da jeg læste det fredag morgen selvom det var overalt.
Lørdag og søndag gik jeg total i Michael-mode. Spillede hans musik og så hans videoer. Det kørte i næsten 48 timer uden ophold (jeg var alene hjemme) og jeg bare græd og spiste ingenting.
Min sorg udviklede sig til voldsom depression med diverse mørke tanker. Jeg er på vej ud af depressionen, men har stadig tiltider mørke tanker hvor jeg bare ønsker at følge efter Michael men ikke så ofte som før.
Nu er the haters kommet frem igen - især på arbejdet - og alt det dårlige fra min barndom dukker op igen, men jeg NÆGTER at gå ind i min skal igen og skjule min passion for Michael, men det er godt nok svært.
Jeg kan mærke at jeg er blevet stærkere over for alle haderne, men hold op en kamp. Jeg havde for en kort tid i et par månederne efter den 25. glemt hvor meget man skal kæmpe for retten til at være Michael-fan og for ham.

Jeg vil også gerne sige tak til alle jer der bakker op når man har det svært. Uden jer ville jeg nok ikke være her i dag
Jeg tænker også, er der nogle bestemte stadier man som regel kommer igennem når man er i sorg og hvilke er det.
Kunne være rart at vide om man mangler nogle.

Dette indlæg er redigeret af HeavenCanWait: 23 November 2009 - 01:37 PM

[michaelsmelody]

Det er rigtigt nok at det bare kan være som en klump is at sluge, at sidde og læse om jeres alles sorg, for det smerter så meget at vide at det helvede jeg selv går igennem lige nu, det rammer også andre.
Men alligevel så er det godt, for det hjælper at vide at jeg ikke er alene om det. Selvom jeg selvfølgelig for alt i verden ikke ønsker for nogen at de skal gå igennem dette her.

Og well, det lyder bare så nemt at sige, men vi er nødt til at være stærke.
Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skulle klare mig uden de MJ-fans jeg har lært at kende indenfor de sidste par måneder. Før det kendte jeg ingen, og nu har jeg lært nogle at kende og det har bare været sådan en stor støtte for mig.

[YoMissTink]

Jeg skulle ikke have læst dette og skrevet tilbage at det ikke havde slået mig endnu!
Jeg glemte i hvert fald min 7-9-13 og bank under bordet, for idag og igår har jeg grædt over stort set alt jeg har set med Michael !
Fandt nogen klip på youtube igår - tributes, der hvor han får af vide af Reagan at han skal give lidt TLC to the PYT's (elsker hans grin der) der hvor han modtager sin kopi af Guiness WOR 1984 og så begyndte det langsom at gå op for mig. Og så begyndte jeg bare at stortude der hvor han annoncer at alle hans penge fra Victory touren skulle gå til velgørenhed og en eller anden latterlig reporter råber "why is he doing that?" og en anden svarer "Because he's a nice guy"!
Og så idag ringer min mor lige nu og fortæller mig hun godt kan forstå hvorfor jeg er så fascineret af ham, har så meget respekt for ham og er så glad for ham - for hun render da lige rundt i o2 Arena og ser Michael Jackson: The Official Exhibition sammen med min søster!
Hun pointerede at hun ikke ringede for at gøre mig ked af det, men fordi hun ville ønske hun kunne dele det med mig, men det hjælper ikke rigtig - JEG skulle have været derhenne nu - ikke sidde og lave statistik over omsorgssvigt!

Ja, jeg havde bare lidt brug for bare at fortælle , mens jeg sidder her og tuder over jeg ikke er i London og over at virkeligheden, efter det sidste jeg skrev herinde, besluttede at det ikke var nok at prikke mig i hovedet med en blyant længere og skiftede den ud med en kødhammer!

[Michael4everlove]

Jackson 6, på Nov 24 2009, 09:05 PM, sagde:

Jeg tror de fleste her inde kæmper med det samme hver dag. Moo-walkers er rigtig god til at få det ud man har at sige omkring MIchael for det er de færreste der forstår den sorg. Har selv haft det rigtig mange gange hvor det gik op for mig, & jeg synes det er meget svært at kom me igennem Jeg så man in the mirror igår og græd hele filmen igennem, han der spiller MIChael prøver SÅ meget at spille MIchael så godt han kan med det blinde søde væsen MJ var, men det kan han bare ikke. MIchael var unik på alle måder

Synes også at Man in the mirror er så depressiv på en måde :l Også fordi at det nok ville have været for dyrt at bruge Michaels musik og det mangler bare såå meget:)