Jeg tænkte at jeg ville dele det her, da I er de eneste mennesker jeg kender der vil forstå det.
Og ja, alt er sandt, bortset fra det der desværre er indlysende er fiktion..
Here goes nothing..
"Jeg tror ikke på dig. Det er ikke sandt. Du lyver for mig."
Jeg vendte rundt på hælen, og forsvandt ud af døren. Skyndte mig op ad trappen, og ind på mit værelse. Fik lidt for meget slagkraft på døren, og den smækkede næsten bag mig.
Jeg var ligeglad, væltede bare ned på sengen, hvor jeg begravede mit ansigt i dynen.
Jeg vendte om på siden, og kiggede ind i de smukke, brune øjne på plakaten på væggen. Der var en tristhed gemt bag det smukke. Tårerne vældede ned af kinderne på mig, og jeg lod mine fingerspidser kærtegne den mørke hud på væggen.
Jeg troede ikke på det, og alligevel var der noget indeni mig som sagde at det var sandt, at det kun kunne være sandt.
Han ville aldrig gøre det imod os, imod dem, hvis det ikke var sandt. Jeg vidste det med min logiske sans, men mit hjerte ville ikke godtage det.
Det var ligesom om at smerten voksede hver gang jeg tog et åndedrag. Sådan føles det stadig.
Jeg slukkede min telefon, og kylede den hen over gulvet så den landede i den anden ende af værelset.
Jeg orkede bare ikke at snakke med nogen. Det var sommer, og det var så varmt at jeg burde have skiftet til nattøj, men jeg tænkte slet ikke på det. Det var stadig lyst udenfor, selvom det var nær ved midnat, og jeg kunne ikke sove.
Det havde jeg nok ikke kunnet i forvejen. Jeg lå bare og ønskede at jeg kunne få smerten til at forsvinde. Om jeg så ville være nødt til at flå min egen arm af og smide den væk. Hvis det kunne fjerne pinslen i bare et splitsekund ville det være det hele værd.
Jeg lå i flere timer med tårerne strømmende ud af mine øjne, og min pude var gennemblødt. Selvom det var surrealistisk var det alligevel så ægte som noget nogesinde har været.
Jeg sov slet ikke den nat, jeg kunne ikke. Jeg overvejde længe om jeg bare skulle forsvinde fra denne verden selv. Kunne ikke se nogen grund til at være her længere. Hvordan skulle der være grund til at være her, når han ikke er her længere? Alt godhed gik bort med ham. Al smukhed, kærlighed, skønhed, sandhed, alt fra den lyse side gik bort, og Skyggesiden lagde sig som en tung, mørk dyne over Verden. Jeg gav op, men orkede ikke at stille mig op og finde noget der kunne hjælpe mig til at slippe ud af det jordiske liv.Jeg kunne ikke bevæge mig, min krop var lammet hele vejen igennem. Jeg var nærmest dehydreret af tårerne, og kunne ikke længere andet end at hulke ned i dynen.
Da solen stod op, tænkte jeg at jeg hellere måtte tænde min telefon igen. Klokken var omkring seks, og det første der skete var at min veninde ringede: "har du hørt det?" spurgte hun med en kølig stemme. Jeg svarede som i trance, af frygt for at bryde sammen i telefonen. Jeg fik fejet hende af, hvorpå jeg brød sammen igen på ny.
Der gik mange måneder efter denne sommerdag. Jeg blev mere og mere ulykkelig, og smerten voksede mere og mere. Jeg havde et dejligt job, hvor jeg var glad på arbejdet, men jeg var svag, og gemte mig bag en facade. Folk så mig som en glad, og smilende pige med sine ting i orden. Men bag det ydre gemte der sig en pige der var ulykkelig og ikke længere havde lyst til at fortsætte kampen. Jeg kunne bare ikke holde det ud. Men jeg måtte kæmpe videre, for hans skyld.
Men det var ulideligt. Jeg var så heldig at lære nogle fantastiske og smukke mennesker at kende som har det på samme måde, men et opvejede på ingen måde smerten, vi delte bare vores smerte, og de glædelige stunder hvor vi mindedes det menneske vi alle elsker så højt. Vi græd sammen, grinte sammen, elskede ham sammen. Det var et pusterum fra den daglige dag hvor ingen forstod hvordan vi havde det på indersiden.
Det blev December, og jeg var på Strøget alene. Jeg skulle ikke rigtigt noget, bare gå en tur alene med min ipod for at klare tankerne, og se de smukke juledekorationer.
Jeg lyttede til hans smukke stemme, og lod den strømme som elektricitet gennem min krop, lade den ende i mine fingerspidser, der sitrede og snurrede ved lyden af ham.
Jeg besluttede mig for at gå ind i kirken hvor jeg tidligere havde været med mine nye venner der også elsker ham, og tænde lys for ham.
Jeg tændte et lys og lukkede øjnene mens jeg bad en bøn for ham.
Og som jeg sad der mærkede jeg pludselig en hånd på min arm. Stor og blid, blød som silke, aede den fra min albue ned til mine hænder hvor den tog min hånd. Jeg åbnede ikke øjnene, jeg turde ikke. Hvad nu hvis hånden forsvandt?
"Thank you. You're being way too kind to me," sagde en smuk, engle stemme. Jeg åbnede øjnene, og kiggede direkte ind i de brune øjne der var lige foran mig. Det sorte hår var i en hestehale, med en enkelt tot der krøllede nedad, og rørte hans kindben. De smukke træk i hans ansigt var mere fantastiske end jeg nogensinde havde forestillet mig dem. "Photos doesn't do you justice," svarede jeg bare. Han rødmede en smule, og sendte mig et skævt smil. Det var først der jeg opdagede at jeg græd. Han tog den hånd han ikke havde i min og førte den op for at tørre mine tårer væk. "Don't cry, love, please. I'm here now. I'm right here for you," sagde han, med pinsel i stemmen.
"You aren't really here. I'm just imagining you. I know that," sagde jeg uden at tøve. Jeg troede ikke på det. Jeg turde ikke.
"I know I hurt you, and that it's hard to believe. But I'm really here, I am. Can't you feel my hand in yours?" Han så såret ud, og sænkede hovedet med lukkede øjne. "I see you lighted a candle for me. It means alot to me. I wish it hadn't been necessary, that I hadn't hurt you," undskyldte den smukke mand med oprigtige øjne.
Jeg brød helt sammen, og han lagde armene om mig. Kærtegnede min ryg, og lod sine store hænder køre gennem mit hår, mens han nynnede en svag melodi i mit øre. "I'm sorry, I am SO sorry. I will never do this to you again. I promise! I am so sorry, I'm sorry. I will never hurt you again, I promise!" blev han ved med at undskylde stille, mens jeg hulkede ned i hans røde skjorte. Jeg trak vejret dybt for at huske hans søde duft så snart han igen forsvandt. Jeg ville skabe et minde så stærkt at jeg til enhver tid kunne genkalde følelsen og duften af ham.
Jeg kunne mærke hans åndedrag mod min nakke, og at han selv var på randen til gråd. Jeg havde aldrig i mit liv oplevet en følelse af ærlighed som jeg mærkede fra denne mand.
Han lagde en stor hånd på hver af mine kinder og kiggede på mig. Jeg lukkede øjnene, turde ikke at se på ham, hvis nu han forsvandt igen.
Hans ansigt var så tæt på mit, at jeg kunne mærken den varme sødme når han trak vejret.
"No, please, look at me. Please, look me in the eye," bønfaldt han mig. Så jeg åbnede øjnene, og gengældte hans gennemborende blik. De store øjne var fyldt med en tristhed der satte sig som en kniv i mit hjerte, og jeg havde lyst til at knuge ham ind til mig for at lette hans smerte, da han snakkede igen. "You've got to believe me. I am really here now, and I am not gonna leave you again. I know it was cruel, but I had to do it. I know that you understand me, that you know why I had to do it. And I understand why you might be angry with me, but after the anger has been calmed, I hope that you will let me be here with you. I wanna be here t take care of you, to comfort you in your darkest hours, whenever you need me. I can't believe the pain I've caused you, and I wanna make it up to you. Please believe me when I'm telling you that I am right here."
Jeg prøvede at sende ham et usikkert smil gennem tårerne, og han må have forstået hvad jeg mente. For han kyssede mig på næsen, og lagde armene om mig igen, for at synge en svag sang for mig, mens jeg hulkede ind i hans bløde favn.
"Smile though your heart is aching, smile even though it's breaking. When there are clouds, in the sky, you'll get by...."
Annika Jylland, 25 januar 2010
Dette indlæg er redigeret af michaelsmelody: 25 January 2010 - 11:21 PM