[mystix]

For nogle måneder siden kom det frem at min lillesøster er blevet misbrugt af sin far en nat for halvandet år siden hvor min mor lå på hospitalet fordi hendes muskler var så svage og jeg selv var hjemme ved min psykotiske x for at give det en sidste chance inden jeg slog op for good der. Jeg har holdt det skjult for alle andre end mine nærmeste, men siden det kom frem har jeg haft askillige sammenbrud, været syg konstant med de mest mærkelige symptomer osv, og det har ledt mig til den tanke at det måske er psykisk bestemt. Den første uge kunne jeg end ikke høre musik. Min søster skærer i sig selv, sidst gang var det i håndledet og jeg skal konstant gå og gemme de barberblade vi har liggende og vi har mistanke om at hun er begyndt at drikke fordi hun forsvinder ud om natten under dække af at sove hos en veninde og kommer væltende hjem midt om natten med kvalme og ubehag hele næste dag. Jeg skriver ikke dette for at vække sympati eller noget andet herinde, simpelthen bare fordi jeg er nødt til at acceptere hvad der er sket, og første skridt er ikke at skjule det. Og så er der den skyldfølelse fordi jeg ikke var hjemme den nat, og mere vrede mod den psykopat til min x der var skyld i at jeg ikke var der for min søster da hendes far, påvirket af alkohol og morfin, misbrugte hende.

[Mike's Moonwalker]

mystix, du er én af de modigeste piger, jeg kender!!! Det kræver SÅ MEGET mod at fortælle det, som du har på hjertet!!! Og du har så meget ret! At acceptere det, der er sket, er det største skridt på vejen til at komme igennem det og tilgive dig selv for den nat, du ikke var hjemme.

Det var ikke din skyld eller din søsters skyld!! Men det vil jeg ikke skrive mere om, for det er jeg sikker på, at du har hørt mange gange. Der er ingen ord, der kan trøste eller fjerne det, der er sket. Og det gør langt mere ondt, når der sker ens søskende noget, end hvis det var ens selv, det skete for.

Jeg har selv mine egne dårlige erfaringer med en voldelig far, der slog os. Der gik mange år, før jeg turde fortælle venner om det. Så lærte jeg at acceptere det og komme videre. Men jeg har endnu ikke kunne tilgive, og det tror jeg ikke, at jeg nogensinde vil kunne. Netop det han voldte mine søskende gjorde langt mere ondt, end når det gik ud over mig. Og ligesom dig, gider jeg ikke have folks medlidenhed. Så jeg forstår dig udmærket.

Jeg skriver mere til dig i en pm. Men synes lige, at jeg vil bakke dig op her. Super flot af dig!!!!

Kæmpe stort kram herfra

[Ane]

Hvor er det tragisk, Julie

Hvis det er nogen trøst, så kommer man over det med tiden og man lærer at leve med det. Både din søster og dig.

[mystix]

Mike sagde:

mystix, du er én af de modigeste piger, jeg kender!!! Det kræver SÅ MEGET mod at fortælle det, som du har på hjertet!!! Og du har så meget ret! At acceptere det, der er sket, er det største skridt på vejen til at komme igennem det og tilgive dig selv for den nat, du ikke var hjemme.

Det var ikke din skyld eller din søsters skyld!! Men det vil jeg ikke skrive mere om, for det er jeg sikker på, at du har hørt mange gange. Der er ingen ord, der kan trøste eller fjerne det, der er sket. Og det gør langt mere ondt, når der sker ens søskende noget, end hvis det var ens selv, det skete for.

Jeg har selv mine egne dårlige erfaringer med en voldelig far, der slog os. Der gik mange år, før jeg turde fortælle venner om det. Så lærte jeg at acceptere det og komme videre. Men jeg har endnu ikke kunne tilgive, og det tror jeg ikke, at jeg nogensinde vil kunne. Netop det han voldte mine søskende gjorde langt mere ondt, end når det gik ud over mig. Og ligesom dig, gider jeg ikke have folks medlidenhed. Så jeg forstår dig udmærket.

Jeg skriver mere til dig i en pm. Men synes lige, at jeg vil bakke dig op her. Super flot af dig!!!!

Kæmpe stort kram herfra

Ja, det er svært når det går udover en søsken, en man føler man skal passe på og være der for.Jeg svarer dig lige på den private pm søde. <3

Ane, på 10 August 2010 - 03:51 PM, sagde:

Hvor er det tragisk, Julie

Hvis det er nogen trøst, så kommer man over det med tiden og man lærer at leve med det. Både din søster og dig.

Ja tiden læger alle sår, eller gør dem ihvertfald mindre. Det eneste levn jeg har på nuværende tispunkt fra min biologiske fars psykiske misbrug af mig er f.eks at jeg nogen gange går i panik hvis folk stryger mig op ad ryggen og jeg ikke er forberedt på det. Men tid ja, og behandling. Og så er accept nok første trin i den rigtige retning

[Ane]

Kan I ikke få psykologen til at komme hjem til jer? Det gjorde min gamle psykolog fordi jeg nægtede at tage afsted.

[mystix]

Ane, på 10 August 2010 - 07:57 PM, sagde:

Kan I ikke få psykologen til at komme hjem til jer? Det gjorde min gamle psykolog fordi jeg nægtede at tage afsted.

Jo det bliver også næste skridt hvis hun nægter at tage afsted igen.

[HeavenCanWait]

Julie, jeg har ikke svaret dig for jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige
Jeg bliver målløs og harm hver gang jeg hører sådan noget, jeg fatter ikke hvordan man kan gøre børn fortræd. Det går over min forstand.

Jeg ønsker alt det bedste og håber din søster snart får det bedre og at hun vil tage imod psykologens hjælp

[mystix]

HeavenCanWait, på 11 August 2010 - 10:29 AM, sagde:

Julie, jeg har ikke svaret dig for jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige
Jeg bliver målløs og harm hver gang jeg hører sådan noget, jeg fatter ikke hvordan man kan gøre børn fortræd. Det går over min forstand.

Jeg ønsker alt det bedste og håber din søster snart får det bedre og at hun vil tage imod psykologens hjælp

Det er også svært at vide hvad man skal sige i sådan en situation og ja, det er ikke noget der er til at fatte :/ Tak søde <3 Nu kommer psykologen her på næste torsdag

[HeavenCanWait]

mystix, på 11 August 2010 - 03:23 PM, sagde:

Det er også svært at vide hvad man skal sige i sådan en situation og ja, det er ikke noget der er til at fatte :/ Tak søde <3 Nu kommer psykologen her på næste torsdag

Det er godt - det er jeg glad for at høre

[Stina]

Hej Julie.

Puha......jeg er på den ene side chokeret over, hvor meget jeres lille familie skal igennem men samtidig er jeg også imponeret over så stærk og modig du er. Jeg tror du har helt ret i, at det første skridt på vejen er ikke at skjule tingene længere.
Jeg håber virkelig det bedste for jer alle og håber at din søster snart får kræfterne til at arbejde med de forfærdelige oplevelser. Og lad være med at bebrejde dig selv, du ved sikkert godt at det ikke var din skyld men jeg forstår dog godt bitterheden mod din eks. Har selv haft en af slagsen og altså.....man kan bruge lang tid på at prøve at forstå hvordan nogle mennesker kan være som de er og man kan bebrejde sig selv at man overhovedet brugte tid på dem, men jeg tror aldrig at man forstår det, når det selv ligger en fjernt at behandle andre mennesker sådan. Uden at kende mere til det hele tør jeg godt sige at der med garanti ikke er noget som helst i forbindelse med din eks eller din fars opførsel som du kan bebrejdes for og jeg håber virkelig, at du på et tidspunkt kan give helt slip på skyldfølelsen, for du er på ingen måde ansvarlig for andet end alle de gode ting du gør for at tage dig af din familie.

Stort knus herfra.