[Speechless]

Scenen er oplyst af gule lamper. Publikum larmer, klapper, råber. Et kor af stemmer ”Michael! Michael! Michael!” høres, men overdøves af en usoigneret råben og skrigen. Publikum ved, at der snart må ske noget. Og pludselig sker det! Publikum skriger! Lyssøjler af fyrværkeri stråler fra scenegulvet og overhænget, og i samme sekund springer Kongen frem på scenen. Bag ham begynder et vandfald af gnister at falde ned fra et sted over ham, og som han står der, i glitrende skjorte, solbriller og armplade ligner han en helgenfigur. Og det er sådan publikum ser ham. De betragter ham. Skriger, græder og ler; alle reagerer på hver deres måde; men alle er rørte. De første piger er besvimet og bæres væk af sikkerhedsvagter.
Han bevæger sig ikke, imens han står der. Det eneste, der afslører, at han er levende er hans rytmiske åndedrag, der kan ses på hans slanke brystkasse, der hæver og sænker sig, og det kæmpestore kraftfelt af noget uforklarligt, der omgiver ham.
Pludselig drejer han ansigtet og publikum skriger. Langsomt og fattet tager han sine solbriller af, under publikums vilde jubel.
Musikken sætter ind, han drejer en gang rundt om sig selv, sparker højt, og kaster sine solbriller ud blandt publikum, og Jam begynder…

Sådan starter Dangerous-koncerten i Bukarest fra 1990. Jeg så den på dvd første gang i september måned. Jeg havde ikke set meget med ham live før; men da forstod jeg for alvor, hvad en af mine venner mente, da hun sagde, at der var noget helt specielt over hams udstråling.
Jeg har i snart to år, samlet på og lyttet hans musik og merchandise. Da det gik op for mig, at det var det menneske, hvis stemme, jeg havde lyttet til i de sidste to år, når jeg havde det slemt (jeg lider af depression, og så har jeg haft en spiseforstyrrelse, som jeg er ovre nu), græd jeg af rørelse og begejstring.
You are not alone; I am here with you…Jeg trøster mig med, at når jeg ikke føler, jeg har andre (det har jeg; men jeg kan bare ikke altid selv se det), så har jeg hans musik at støtte mig til, og ofte (efter et stykke tid) er jeg igen begyndt at se lyst på hele tilværelsen og ved, at der er folk, der holder af mig.
Han har præsteret at lave musik, der passer til enhver sindsstemning og lejlighed. Jeg har det som om, hans stemme trænger helt ind under huden, og specielt de stille numre som Speechless, Cry, Will You be There, Man in the Mirror, The Lost Children, Heal the World, Fall Again, She’s Out of my Life, You are My Life og mange andre, får mig nogen gange til spontant at begynde at græde, og det er han den eneste, der præsterer at få mig til.

Men tilbage til koncerten i Bukarest. Jeg begyndte at græde et stykke inde i Jam, fordi jeg for alvor forstod, at han for mig er langt mere end et almindeligt menneske (og det skal ikke på nogen forstås negativt ). Jeg fik vand i øjnene, da jeg så ham stå stille på scenen, så rank, så smuk og så majestætisk, den udstråling, som han også havde, da han kom ud fra retssalen –frikendt- tidligere på året.
For der er virkelig noget specielt over ham. Noget, som har fanget –ja nærmest besat tusindvis af fans verden over.

Men hvad er det han gør? Er det en ekstremt stor karisma?

Jeg kan ikke forklare, hvad han gør ved mig; men det er stort, og jeg føler mig hel, nogen gange som et helt andet menneske. Hans stemme gør på én gang mit sind excentrisk, lykkeligt og ulykkeligt.

Samtidig lader jeg mig ofte inspirere af hans musik i mit liv som fantasy-forfatter (Nej, jeg har ikke udgivet noget endnu; men jeg sender mit første manuskript ind til et forlag om max tre måneder. ). Jeg har ofte sat et musik, som jeg synes passer til stemningen, som jeg ønsker at udtrykke, og det har hjulpet mig videre i teksten mange gange, fx har specielt Speechless (som efter min mening er hans bedste nummer), Fall Again og Scream været brugt op til flere gange.

Jeg vil også gerne vide: er der andre, der bruger hans musik til forskellige arbejdsformer? Eller som en form for ”selvterapi”?

[lauzzy81]

Jeg må også tilstå at jeg tit hører hans musik, hvis jeg har en dårlig dag! For på en eller anden måde, for det mit humør op igen når jeg lytter til MJ!

Jeg spiller tit Earth Song, hvis det går skidt rundt omkring i verdenen, som f.eks. igår da jeg så CNN og hørte det jordskævl der havde ramt Pakistan! Så følte jeg lige at jeg skulle spille den sang!

Mike's musik har også hjulpet mig igennem mine folkseskole år, jeg var en af dem i klassen som blev mobbet mest! Og det gjorde ikke det bedre da 1993 sagen skete, der begyndte man at først at mobbe mig! Det tog hårdt på mig, jeg lukkede mig mere og mere inde, men når jeg så lyttede til hans musik så var det ligesom at tingene lysnede for mig! Mobningen i folkeskolen var faktisk så slem at da jeg flyttede og skulle starte på Handelsskolen, så var jeg herre bange for at møde de nye mennesker og stadig er det den dag idag, men det er blevet bedre!

De kammerater jeg fik på Handelsskolen, var de bedste venner jeg nogensinde har haft og stadig har, de repeskterede mig for den jeg er! Og er 100% sikker på at MJ' musik og tekster også har noget at gøre med hvordan jeg er blevet som person, for hans tekster kan man tit forholde sig til!

Nå håber at folk kan forstå hvad jeg mener, er sgu herre dårlig til at formulere mig, hehehe

[Jesh]

Hvad det er han gør er et godt spørgsmål - det har jeg overvejet siden efteråret 1987, hvor jeg for alvor blev indfaget af "The World of Michael Jackson". Jeg har fortsat ikke noget svar, men noget gør han....

[Gregers]

Ja det er et rigtig godt spørgsmål. Som Jesper rigtigt siger, så leder jeg personligt også efter et ordentlig svar siden jeg blev fan af ham i 1987. Der er noget helt specielt ved det, som ikke kan beskrives. Det er ubeskriveligt, at man stadigvæk efter at have hørt sangene massevis af gange stadigvæk kan få gåsehud af at høre dem gang på gang. At se MJ live er noget helt specielt, som skal opleves før man kan snakke med om det!

[Smile1982]

Speechless, på Oct 10 2005, 08:14 AM, sagde:

Men hvad er det han gør? Er det en ekstremt stor karisma?

Jeg kan ikke forklare, hvad han gør ved mig; men det er stort, og jeg føler mig hel, nogen gange som et helt andet menneske. Hans stemme gør på én gang mit sind excentrisk, lykkeligt og ulykkeligt.

Jeg vil også gerne vide: er der andre, der bruger hans musik til forskellige arbejdsformer? Eller som en form for ”selvterapi”?

Ja hvad er det han gør ved en? Hvis jeg bare havde svaret, men må tilslutte mig de andre - selvom jeg har forsøgt at finde svaret, siden jeg blev fan i 1992, så kan jeg stadig ikke komme med en konkret forklaring.

Hvis man havde svaret, så ville man jo også kunne forklare folk hvorfor man er fan af MJ. Og dog, for selv de folk som ikke er fan, endda dem der lige frem hader ham, bliver total fortryllet det sekund MJ træder ind af døren. Om det så er præsidenter, kongelige, journalister, andre kendte, you name it... alt samler sig om MJ, så snart han er tilstede.

Som sagt har jeg været fan siden 1992 og kan ikke forestille mig et liv, uden at hører MJs vidunderlig stemme. Det nærmeste jeg kommer en forklaring er som du skriver Speechless, at MJ har en ekstrem STOR karisma!

[Katrina2796]

han er så speciel og kærlig det er helt utroligt!
Jeg så MB Living w. MJ og det var da jeg for alvor blev en fan af han personlighed, før syndtes jeg han var mærkelig men det forandrede sig heldigvis...
da anklagerne så kom i 2003 viste de alt muligt i tv og da jeg hørte hans musik i tv'ert viste jeg bare at hans musi var noget specielt og jeg bli'r helt varm i kroppen og føler mig som et bedre menneske efeter at han har hjulpet mig så meget i de sneeste to år!
Jeg skriver noget mere senere... :rose:

[Dirty Diana]

Hvad er det han gør ved os??

Det er da enkelt! Han tryllebinder os. Ren magi.

Helt ærligt, så tror jeg at det er hans indlevelse, perfektionisme og gennemførthed.

Jeg tror ikke der er nogle af os herinde der hører Michaels musik, vi FØLER hans musik.
Det må være det han gør ved os??