Selvom det stadig kan være svært at fatte Michael er død, synes jeg faktisk at han er mere "tæt på" nu. Jeg har aldrig haft chancen for at se ham i virkeligheden så han har altid virket så fjern for mig på en måde, men nu hvor han er i himlen eller hvor han nu er, ved jeg da at han kan høre mig. Det er ikke fordi jeg dyrker ham som en gud, slet ikke, det er bare ligesom når man prøver at sige noget til sin døde bedstemor oppe i himlen. Men en dag hvor jeg bare var rigtig ked af noget og jeg gik mig en tur i en grøn dal tæt på hvor jeg bor, så talte jeg til Michael og sagde han nok var en ad de eneste der ville kunne forstå mig. Og lige da jeg kiggede op i skyerne kom der en lille regnbue frem! Den var ikke stor, kun lige over mit hoved, og da jeg kiggede et par minuter efter var den væk igen. En aften hvor sad ude i haven og kiggede på stjerner (jeg prøvede at finde MIN stjerne ligesom Michael skrev i "Dancing The Dream") sagde jeg også et eller andet til Michael og så kom der et stjerneskud!
Selvom det måske bare er noget jeg bilder mig ind så gør det mig altid så glad. Det er ligesom om han lytter et sted deroppe. Så jeg jeg at jeg altid har en ven at betro mig til