Han bevæger sig ikke, imens han står der. Det eneste, der afslører, at han er levende er hans rytmiske åndedrag, der kan ses på hans slanke brystkasse, der hæver og sænker sig, og det kæmpestore kraftfelt af noget uforklarligt, der omgiver ham.
Pludselig drejer han ansigtet og publikum skriger. Langsomt og fattet tager han sine solbriller af, under publikums vilde jubel.
Musikken sætter ind, han drejer en gang rundt om sig selv, sparker højt, og kaster sine solbriller ud blandt publikum, og Jam begynder…
Sådan starter Dangerous-koncerten i Bukarest fra 1990. Jeg så den på dvd første gang i september måned. Jeg havde ikke set meget med ham live før; men da forstod jeg for alvor, hvad en af mine venner mente, da hun sagde, at der var noget helt specielt over hams udstråling.
Jeg har i snart to år, samlet på og lyttet hans musik og merchandise. Da det gik op for mig, at det var det menneske, hvis stemme, jeg havde lyttet til i de sidste to år, når jeg havde det slemt (jeg lider af depression, og så har jeg haft en spiseforstyrrelse, som jeg er ovre nu), græd jeg af rørelse og begejstring.
You are not alone; I am here with you…Jeg trøster mig med, at når jeg ikke føler, jeg har andre (det har jeg; men jeg kan bare ikke altid selv se det), så har jeg hans musik at støtte mig til, og ofte (efter et stykke tid) er jeg igen begyndt at se lyst på hele tilværelsen og ved, at der er folk, der holder af mig.
Han har præsteret at lave musik, der passer til enhver sindsstemning og lejlighed. Jeg har det som om, hans stemme trænger helt ind under huden, og specielt de stille numre som Speechless, Cry, Will You be There, Man in the Mirror, The Lost Children, Heal the World, Fall Again, She’s Out of my Life, You are My Life og mange andre, får mig nogen gange til spontant at begynde at græde, og det er han den eneste, der præsterer at få mig til.
Men tilbage til koncerten i Bukarest. Jeg begyndte at græde et stykke inde i Jam, fordi jeg for alvor forstod, at han for mig er langt mere end et almindeligt menneske (og det skal ikke på nogen forstås negativt
![;)](http://www.moo-walkers.com/forums/public/style_emoticons/default/wink.gif)
For der er virkelig noget specielt over ham. Noget, som har fanget –ja nærmest besat tusindvis af fans verden over.
![:wub:](http://www.moo-walkers.com/forums/public/style_emoticons/default/wub.gif)
Men hvad er det han gør? Er det en ekstremt stor karisma?
Jeg kan ikke forklare, hvad han gør ved mig; men det er stort, og jeg føler mig hel, nogen gange som et helt andet menneske. Hans stemme gør på én gang mit sind excentrisk, lykkeligt og ulykkeligt.
Samtidig lader jeg mig ofte inspirere af hans musik i mit liv som fantasy-forfatter (Nej, jeg har ikke udgivet noget endnu; men jeg sender mit første manuskript ind til et forlag om max tre måneder. ). Jeg har ofte sat et musik, som jeg synes passer til stemningen, som jeg ønsker at udtrykke, og det har hjulpet mig videre i teksten mange gange, fx har specielt Speechless (som efter min mening er hans bedste nummer), Fall Again og Scream været brugt op til flere gange.
Jeg vil også gerne vide: er der andre, der bruger hans musik til forskellige arbejdsformer? Eller som en form for ”selvterapi”?