The Moo-Walkers Forum: Smooth - Læser Profil

Jeg er født i 1979. Jeg har været Michael Jackson fan siden jeg var 7 år gammel. I 2000 - 2005 havde jeg hjemmesiden smooth-criminal.com. Siden nåede at blive ret populær, men jeg må indrømme at min gejst for at drive hjemmesiden faldt i takt med at skandalerne væltede ind. Ikke fordi jeg tvivlede på Michaels uskyld eller ikke ville stå ved ham, men hjemmesidens aktive forum gik fra at være et positivt projekt, til at være en kæmpe byrde i forhold til trolls, negativ stemning og generelle skænderier blandt fans. Jeg holdt siden kørende nogle år yderligere, hvor jeg bare lod det sejle, men til sidst følte jeg, at det var på tide at trække stikket.

Undervejs fik jeg dog nogle sjove oplevelser. Jeg skrev på et tidspunkt en ret hård anmeldelse på hjemmesiden af Yannick Harrisons (aka. Jay Kid) album, hvor jeg ytrede min utilfredshed med flere af numrene, albumcoveret og Jay Kid hjemmesiden. Et par dage efter blev jeg ringet op af Yannicks pladeselskab, som spurgte om jeg ville hjælpe dem med at lave hjemmesiden og coveret om. Deres budget var ikke vanvittig stort, men jeg sprang på opgaven alligevel, fordi jeg synes det var sjovt. Min eneste betingelse for at gøre det, for en forholdsvis beskeden betaling, var at jeg ville med, hvis de nogensinde fik chancen for at møde MJ i forbindelse med den internationale lancering af albumet.

Kort tid efter sendte MJFC mig en mail. De havde set og hørt om Jay Kid på min hjemmeside og spurgte om jeg kunne sætte dem i kontakt med pladeselskabet, fordi de gerne ville have Jay Kid til at komme og optræde for Michael Jackson på hans 45 års fødselsdag. Jeg sendte beskeden videre til pladeselskabet med en høflig påmindelse om vores aftale, og inden længe var vi på vej til MJs fødselsdagsfest i Los Angeles. Det var en fed tur og Michael holdt en lang og fantastisk tale, hvor han fortalte om en masse projekter der lå lige om hjørnet. Projekter der jo desværre aldrig så dagens lys, da dette kun var få måneder før verden gik af lave.

Næste dag vågnede jeg op på hotellet og gik ned for at mødes med de andre fra pladeselskabet, men der var kun 2 andre tilbage på hotellet. Da jeg spurgte, hvor de andre var henne, kiggede de 2 lidt nervøst på hinanden før de fortalte mig, at Yannick og nogle af de andre havde fået tilbudt at tage med nogle af fanklubberne på besøg på Neverland. Jeg blev SÅ skuffet og SÅ bitter, men der var jo ikke andet at gøre, end få det bedste ud af situationen, så vi tog på udflugt i L.A. og havde egentlig en meget hyggelig dag.

Heldigvis bød chancen sig igen. 2-3 uger senere blev jeg igen ringet op af pladeselskabet. De havde fået tilbudt at komme og optræde til et velgørenhedsarrangement på Neverland, og hvis jeg selv ville betale min flybillet, kunne jeg bare tage med... Jo tak, det ville jeg gerne!!!

Vi ankom om formiddagen og kørte ind ad den første lillebitte træ-port. Udefra hovedvejen ser Neverland virkelig ikke ud af ret meget. Vi kørte op ad nogle lange grusveje, ind over en parkeringsplads og så var den der. Den store gyldne port til Neverland. Jeg glemmer aldrig følelsen af at gå ind igennem den port. Jeg tror aldrig jeg har haft så meget adrenalin til at pumpe rundt i kroppen på én gang.

Vi gik forbi Michaels forholdsvis lille hus og ned til parken, hvor der var stillet fest-telte op omkring karrusellerne. Dagen gik med at prøve forlystelserne og bare gå på opdagelse. Køre med toget, spille på arkademaskinerne og se nogle af de optrædende som underholdte på den opstillede scene. Da det blev aften samledes folk i et af teltene, fordi Michael skulle komme forbi hilse på sine gæster og holde en tale.

...Og så dukkede han endeligt op! Han kom op på scenen, fik overrakt en stor lagkage i gave fra en af de velgørende organisationer, skulle lige til at begynde sin tale - og så fik han smidt et stykke kage i fjæset af Nick Carter fra n'Sync. Nick og hans bror Aaron var på besøg og besluttede åbenbart lige at lave lidt spas, så de startede den vildeste food-fight lige dér foran alle de forventningsfulde fans, inviterede celebs og folk fra diverse organisationer. 2-3 minutter senere begyndte Michaels bodyguards at guide ham ud af teltet og hen til sin Bentley, som kørte ham op over bakken og tilbage til huset. Det var ALT for lidt, og jeg ville ønske han havde nået at være der meget længere, men det var alligevel det tætteste jeg nogensinde kom på Micahel Jackson. Han var vel 5-6 meter væk, vil jeg tro (med alle de mennesker der overhovedet kunne presses ind imellem os).

Men bortset fra det korte møde med Michael, kom dagens andet højdepunkt først omkring midnat. I forbindelse med Jay Kids optræden, havde vi fået lov til at låne et lille gæstehus til omklædning og opbevaring af vores grej. Og da vi ville hen og hente vores ting mødte vi Stuart Backermann, som var Michaels talsmand på det tidspunkt. Han var utrolig gæstfri og inviterede os ind i sin egen gæstehytte, hvor vi sad og snakkede i flere timer omkring både Jay Kid projektet, men også omkring Michael og planerne for hans comeback. Vi var vildt benovede og var (desværre) alt for høflige til at spørge om muligheden for at møde Michael eller måske bare sende ham en besked eller noget som helst i den retning.

Det var en dag og en aften jeg aldrig vil glemme.
... det blev lidt langt, men hvis du nåede hertil, er du jo selv ude om det