Smukt skrevet Sparrow!
Jeg synes det er en rigtig god måde at komme ud med sine følelser på. Jeg skriver dagbog stort set hver dag, og det er for det meste Michael jeg skriver til. Jeg skriver hvordan min dag har været, hvor meget jeg savner ham, og så siger jeg en bøn. Det føles rart at få det ud på den måde!
Efter Michael er gået bort er jeg også blevet meget mere sprituel, er der andre der har det på den måde? Jeg plejede ikke at tænke så meget over livet efter døden, men nu tænker jeg over det hele tiden.
Hvis nogen skulle ha' brug for at snakke kan de kontakte mig her:
julie4793@hotmail.com, eller på mobilen: 21 12 92 11 .. Jeg tager den stort set altid Kæmpe kram til alle!
Har en øv-dag..
#42 17 November 2009 - 01:03 PM
HeavenCanWait, på Nov 17 2009, 09:42 AM, sagde:
Jeg har også været derude hvor du er nu. Jeg var der bare i starten efter den 25. Jeg overvejede også at skride fra det hele, mand og hjem. Det eneste der betød noget for mig på det tidspunkt var Michael, jer fans og min hund. Selv min familie og gamle venner kom i sidste række.
Jeg følte en utrolig tomhed indeni og følte ikke jeg havde nogen fremtid sammen med manden derhjemme.
Efter nogle gode samtaler med Laura og senere hen også med Sofie (God bless you girls ) besluttede jeg for at give det en chance og blive.
Må sige der gik rigtig lang tid før jeg blev nogenlunde tilfreds med mit valg og er stadig også lidt i tvivl en gang imellem, men vi er stadig sammen og nu må vi se hvad der sker.
Mit råd er, pas på med at smide det hele på gulvet fordi, alt føles håbløst lige nu. Vent hellere og se hvad er sker med dine følelser efterhånden som du kommer gennem sorgprocessen.
Kæmpe kram til dig
Jeg følte en utrolig tomhed indeni og følte ikke jeg havde nogen fremtid sammen med manden derhjemme.
Efter nogle gode samtaler med Laura og senere hen også med Sofie (God bless you girls ) besluttede jeg for at give det en chance og blive.
Må sige der gik rigtig lang tid før jeg blev nogenlunde tilfreds med mit valg og er stadig også lidt i tvivl en gang imellem, men vi er stadig sammen og nu må vi se hvad der sker.
Mit råd er, pas på med at smide det hele på gulvet fordi, alt føles håbløst lige nu. Vent hellere og se hvad er sker med dine følelser efterhånden som du kommer gennem sorgprocessen.
Kæmpe kram til dig
Jeg er glad for der er andre der har følt det samme... tak for at du delte det! Men jeg tror - hvor banalt det end lyder - at en del af min utilfredshed skyldes at jeg med Michaels død for første gang rigtig er blevet konfronteret med hvor kort livet er. Man skal være tilfreds med det man gør lige nu. Tænk hvis jeg døde imorgen og det sidste jeg tænkte var: hvor ærgerligt at jeg aldrig fik det liv jeg drømte om. Det ville være trist.
Det er som om de ting der går mig på i mit liv pludselig blev fuldt synlige da Michael døde. Før havde jeg måske tænkt at jeg ville gøre noget ved det om to år eller når jeg fik råd eller hvad man nu går og siger til sig selv, nu tænker jeg at det skal være snart. Alle ubalancerne i mit liv er bare blevet klarere for mig siden 25. juni: jeg har et job jeg ikke er ovenud begejstret for men som tager al min tid, jeg bor i en by jeg ikke er specielt glad for men jeg er nødt til at bo her pga førnævnte arbejde... Og sådan fortsætter det. Før Michaels død tænkte jeg måske at der jo var masser af tid til at nå de ting man gerne vil, nu tænker jeg at det er jo ikke nødvendigvis...