[YoMissTink]

Dette vil muligvis gøre nogen sure, i så fald - so be it. Men jeg skriver ikke dette hverken for at lange ud efter, eller fordi jeg ser ned på nogen.. Jeg undrer mig bare.

Er jeg den eneste der spekulerer i hvorvidt, højst sandsynligt størstedelen af MJ fans, overhovedet ved hvorfor de sørger?

Det er min personlige overbevisning at ingen (lad os bare snakke på moo) sørger 100% over MJ. Man kan føle sig nok så forbundet til ham, men i realiteten kendte ingen af os ham. Jeg har spekuleret en del over dette siden jeg begyndte at komme til moo-arrangementer - nogen gange har det bare virket så overdrevet med alle tårerne. Aldrig påtaget, for jeg er sikker på sorgen er ægte, men jeg tror bare MJ i høj grad er skalkeskjul for den rigtige smerte der ligger i os.
Jeg kan jo kun skrive som om jeg selv mener jeg har ret i min antagelse, ellers er der alt for mange ting der skal formuleres på tusind forskellige måder.

Men er der nogen der vil dele? Jeg synes vi deler så meget herinde og med hinanden.
Jeg ved da at når jeg en sjælden gang har fældet tårer over MJ, er det fordi han var et vigtigt forbillede for mig i mine unge år da jeg blev mobbet. Men jeg har ikke grædt over ham - jeg har grædt over alle de ting jeg skulle stå imod og som ikke er bearbejdet endnu.
Jeg ved da også at næste gang jeg sidder til et arrangement hvor alle er kede af det, så vil jeg selv græde, men så er det fordi jeg tænker på min far som jeg mistede for 15 dage siden. For selvom sorg ikke kan gradbøjes eller måles så er der forskel på at miste en far og et forbillede man aldrig har mødt.

Jeg håber virkelig ikke nogen ser dette som kritik af at de er kede af det, det kan være svært at vide hvad der rammer folk, jeg tror bare jeg forestiller mange vil have forsvarsparaderne oppe og det ikke meningen med mit indlæg - jeg undrer mig virkelig bare.

[mjgirl]

Jeg kan godt se hvad du mener, helt sikker, og jeg er meget ked af at høre du har mistet din far - det er ikke sjovt at mistet nogen.
Jeg mistede selv min farmor i april (ikke for at det helt kan sammenlignes) men det tog virkelig hårdt på mig, så jeg kan kun forskellige mig hvor hårdt det må være for dig.

Jeg tror bare, at der er tale om to vildt forskellige former for sorger - og den ene er ikke mere forkert end den anden på nogen måde. Jeg oplevede selv to forskellige slags sorger i forhold til da min farmor døde og da MJ døde. Det er dog meget svært at forklar, men jeg prøver:

Jeg er selv en af dem, som har grædt rigtig mange tårer over MJ, men jeg ved, at de tårer jeg grædt var nok lige så meget, fordi MJ sådan set var den første person jeg oplevede der døde, og fordi nu var jeg langt om længe så tæt på at skulle få min største drøm til at gå i opfyldelse, chokket over hans død, og sidste men ikke mindst så, fordi jeg mindste et stort forbillede og en person (tro det eller ej) jeg elskede. Men jeg vil give dig ret i, at det er svært at sørge 100 % over MJ, da ingen af os kendte ham personligt.

Da jeg mistede min farmor var jeg og hele min familie godt klar over, at nu var det nok ved at være slut, og derfor kom det på ingen måder som et chok, men jeg var virkelig virkelig kede af det - på en helt anden måden end med MJ - her havde jeg jo virkelig mistede en, som stod mig meget nær, og en som havde været der hele mit liv (hvilket MJ ikke har, da jeg var først blev fan i 2004). En som kom og passede mig, da jeg var mindre og var syg. En som ville gå gennem ild og vand for en, lige meget hvor meget man nu end havde lavet noget dumt. Jeg elskede virkelig min farmor, og er lykkelig over, at jeg var der, da hun tog sin sidste indånding – og jeg fortryder at hele mit hjerte, at jeg ikke fik sagt, at jeg elskede hende.

Det jeg prøver er at beskrive to vildt forskellige former for sorger - det er ikke nemt, men sådan ser jeg på.

Det skal også lige siges, at alle mennesker er forskellige og derfor sorger alle mennesker også forskelligt. Og samtidig med det, så tror jeg at vi alle herinde har et forskelligt syn på MJ. Der vil derfor også være nogen som er mere kede af det end andre - ikke at dem som måske slet ikke er kede af det, ikke er lige så stod fan af MJ - overhovedet ikke. Jeg tror bare at nogle personer brug for at sørge for at komme videre og bearbejde det tab de har mistede - mens andre kommer meget hurtigere over det. Samtidig er det også meget forskelligt hvor meget man sørger (eller har brug for at sørge) alt efter hvilken person man har mistede.

Håber du kan følge min tankegang

[ElinsJackson]

Intrasant emne at tage op Stine musen <3

Jeg har grædt, og jeg havde en "sorg-periode" på ca. 7 mdr, efter vores MJ gik bort. Og efter har jeg kunne knibe en tåre til de støere arrangementer fordi jeg tit tænker på hvor glad Michael ville blive hvis han så os fejre ham på den måde som vi gør.
Og ja, har tænkt meget over det. Men fordi jeg har grædt, er fordi at Michael Jackson ALTID har været i mit liv, fra da jeg blev født, da jeg blev mobbet, og i de senere år har jeg bare set hvor unik en person han er, et rigtig forbilled, til hvordan alle mennesker burde behandle hinanden. - Misforstå mig ikke, ser ikke MJ som gud, men som menneske, ganske alm. lige som os andre, bare med nogle helt specielle egenskaber, som alle mennesker, burde lære noget af.
Michael har gjort MIG til et bedre menneske, og hans talent var ud over det sædvanelige..
At miste sådan en stor stjerne, forbilled, og inspirerende person er hårdt.. Følte/føler mig tæt knyttet til Michael, og har jeg jo gjort hele mit liv, og så er det bare svært at miste :/
Det der OGSÅ fik/får mig til at knibe en tåre, er den uretfærdige bortgang han fik, hvor hårdt ramt han var af medierne, og de anklager han fik... - DET får mig stadig til at græde, for det er virkelig sørgeligt hvor frygtelige mennesker kan være over for hinanden. Og i de situationer, der kunne folk virkelig lære noget af MJ.

Er sikker på at jeg ikke fik sagt alt det jeg ville sige, men håber at i forstår det jeg PRØVEDE bare at fortælle. hehe..

[themjj]

Spændende tænker og jeg tror også at det du siger kan være rigtigt for nogen, muligvis mange...

Personligt har jeg det ikke sådan, jeg er aldrig blevet mobbet, jeg har mistet familie, men ikke nogen der kom som et chok. Jeg har aldrig rigtig forbundet Michael med smerte eller synderlig meget med negative ting.
For mig har han været en person der altid var med i mit liv og hvis livssyn jeg i den grad har taget med mig.
Han var en form for livs filosof, guide og ven, det er jo som sagt rigtig svært at forklarer men Michael har været i mit liv siden jeg var 4 år gammel, han har påvirket og været i mit liv mere end mange andre som jeg holder meget af, selvom han ikke personligt har været der. Han har bare altid været der.

Samtidig tror jeg at det for mig har været meget bindende, at jeg hele mit liv har skulle forsvare ham, det vil sige at jeg oftere end med nogle andre har skulle sætte mig i hans sted og forstå han situation og handlinger.

Jeg græder ikke så ofte over Michael, men når jeg gør er det fordi han betød vanvittigt meget for mig og hans personlighed er noget jeg ikke kan begribe skulle tages fra os. Især er det chokket fordi det på ingen måde var det jeg forventede at det skulle ske. Men mest af alt er jeg dog glad for at han opnåede så meget mens han var her. Så når jeg græder er det oftest fuldt af en lille smil.


Jeg er ked af at du har mistet din far, sender mange tanker til dig, jeg håber du har en masse positive minder du kan tænke tilbage på!

[Mike's Moonwalker]

Det er stort af dig at skrive dette indlæg, når du selv føler sådan. Når du ved, hvad der gør ondt, kan du også bedre bearbejde dét, der i virkeligheden smerter dig.

Du spørger om, hvordan andre har det. For mit vedkommende er det vitterligt Michael, jeg sørger over. Det ER Michael, jeg stadig græder over hver eneste dag. Det ved jeg uden nogen som helst tvivl. Det gør SÅ ubeskriveligt ondt at have mistet Michael. Det smerter i hver eneste celle af min krop og hver eneste afkrog af min sjæl. Michael betyder virkelig alt for mig! Han er langt fra bare mit idol/forbillede.

Jeg har også mistet min far (han er ikke død, vi taler bare ikke sammen og kommer aldrig til det). Men det gjorde ikke nær så ondt som at miste Michael. Jeg er helt afklaret med den del og smerten ved at miste min far var som en dråbe i havet samlignet med smerten ved at miste Michael. Jeg ønsker ikke at bagatelisere andres smerte ved at miste en forlældre. Det er blot for at give en forståelse af, hvormeget Michael oprigtigt betyder for mig.

Så kan man spørge, hvordan Michael kan betyde så meget for mig, når jeg ikke "kender" ham personligt. Det er, fordi jeg kender ham personligt nok. Nok til at vide, at han ikke er perfekt. Nok til at vide, at han også bare er et menneske med gode og dårlige sider. Nok til at se dybt inde i ham og mærke, hvor vidunderlig han er. Nok til at han har rørt mig på en måde, som ingen andre har eller nogensinde vil. Nok til at jeg drømmer om ham stortset hver nat, fordi jeg så brændende ønsker at være med ham for altid. Nok til at hans indtræden i mit liv har ændret alt fra den dag, jeg først så ham som 10-årige. Nok til at vide, at jeg ikke vil have været her mere, hvis jeg ikke kendte Michael. Nok til at elske ham overalt i universet. Jeg har levet og åndet Michael de sidste mange år og gør det stadig. Selvfølgeligt kender jeg ham.

Jeg har i sidste ende ikke nogen ord til at forklare præcist, hvad jeg føler for Michael. For den form for kærlighed kan ikke beskrives - den skal opleves. Jeg ved med uendelig stor sikkerhed, at det ham og ikke andet, jeg sørger og græder over. Hvilket også gør det ret svært...for der er ikke nogen måder at bringe ham tilbage på

[AJackson :D]

Jeg føler mig ikke som en rigtig fan af MJ. Fordi at jeg først opdagede ham da han døde. Jeg var der ikke for ham eller kendte til ham på nogen måde inden hans død. Jeg er født i 1998, og i hans senere år blev der ikke snakket så meget om ham, i hvert fald ikke noget godt. Jeg følte ikke den sorg, så jeg kan ikkke dele den med jer. Jeg lærte at bære over med at jeg havde en hel livshistorie at læse/høre om. Der var ikke noget fremtid med ham.
De først uger -måske måneder- var jeg helt vildt glad for at finde den musik. For at have fundet Michael, men så begyndte det at gå op for mig at han faktisk seriøst aldrig vil komme tilbage eller gøre noget. Hver gang jeg tænker på det, bliver jeg rigtig ked af det.

Michael's ånd har været der for mig det sidste halvandet år, og jeg føler ligesom at han lever videre. Det er lidt meget at 'få i hovedet' på en gang. Altså hele hans liv, så jeg tror ikke at jeg har forstået at han er helt væk endnu. Jeg prøver at holde mindet og humøret oppe omkring Michael.

[Helle Renee]

Jeg kan godt forstå hvad du mener med at vi ikke kendte ham personligt, og det derfor er svært at forstå hvorfor man sørger over ham. Men når man har været fan af ham længe er det som om man kender ham, bare på afstand. Når man har ham tæt på sig i sin hverdag igennem 4 år (Jeg havde personligt været fan af ham i 4 år da han døde), og han pludselig ikke er der mere, er det som om man har mistet en del af sig selv.
Jeg græder og sørger over ham af mange grunde. Jeg kan græde over hvor uretfærdigt det er, at han døde så tidligt, for han havde på ingen måde fortjent det. Jeg kan græde over at verden har mistet en fantastisk person. Jeg kan også græde af den simple grund, at jeg har et enormt savn til ham og den unikke person han var, som ingenting kan fylde ud, og tro mig, jeg har prøvet. Jeg kan slet ikke forstå at jeg aldrig mere vil høre nyt fra ham, altså HAM - Nu er det fra hans familie, Sony eller venner...
Jeg græder også over måden folk behandlede ham på, og hvordan det nu er for sent for dem at sige undskyld. At vi aldrig ser hans ansigt/hører hans stemme eller hans grin igen. At hans børn skal vokse op uden deres far. At han gik igennem så meget i sit liv. Jeg kan også ligge og græde om natten af alle disse grunde på en gang.
Han var jo også et enormt forbillede for millioner, og det kan være svært at finde ud af, hvor man går hen herfra. Nu er det efterhånden 1½ år siden og det er ikke blevet lettere. Mange fandt trøst og glæde i ham og gør det stadig, men det gør det sværere når han ikke er her mere. Det i sig selv er nok til at få folk til at føle sig enormt nede. Har svært ved at forklare hvad jeg mener, men håber I forstår

[Mike's Moonwalker]

Helle, du beskriver så godt mange af grundene og man kan blive ved med at liste grunde op.....jeg har også svært ved at forklare det...
En af de værste ting, er, at jeg stadig af og til kommer til at tænke: Gad vide hvad Michael laver lige nu.... Bare i et millisekund kommer jeg til at tænke som jeg altid gjorde, da han var i live, fordi jeg er så vant til at tænke på hvad han mon laver .... og lige efter kommer svaret lige så chokerende hver gang før tiden kunne godt lide den tanke. Nu HADER jeg tanken...

[fuzzball]

Jeg bryder mig på en måde ikke om betegnelsen FAN, for den kærlighed jeg har til Michael er
mere end det! Det er svært at forklare...
Mike´s Moonwalker og Helle beskriver det nok bedst!
Der er flere sange jeg aldrig hører mere, fordi det simpelthen er for hårdt...
Der er dage hvor jeg kan tænke på Michael med stor glæde, og andre dage hvor sorgen rammer
som en kvalmende bølge.
Jeg har haft en god barndom og har ikke haft traumer eller chokerende oplevelser,
så den sorg jeg føler er 100% p.g.a Michael.

Dette indlæg er redigeret af fuzzball: 11 December 2010 - 04:15 PM

[ElinsJackson]

fuzzball, på 11 December 2010 - 03:13 PM, sagde:

Jeg bryder mig på en måde ikke om betegnelsen FAN, for den kærlighed jeg har til Michael er
mere end det! Det er svært at forklare...
Mike´s Moonwalker og Helle beskriver det nok bedst!
Der er flere sange jeg aldrig hører mere, fordi det simpelthen er for hårdt...
Der er dage hvor jeg kan tænke på Michael med stor glæde, og andre dage hvor sorgen rammer
som en kvalmende bølge.
Jeg har haft en god barndom og har ikke haft traumer eller chokerende oplevelser,
så den sorg jeg føler er 100% p.g.a Michael.

Er meget enig, betegner mig heller ikke som "fan" som sådan, for han betyder så meget mere end det for mig.

[Helle Renee]

Er faktisk enig med det der fan noget, selvom jeg skrev det. Jeg synes egentlig ikke fan beskriver hvordan jeg har det... Hvis man skulle erstatte fan med noget må det være 'beundrer'.

[Mike's Moonwalker]

Enig! Fan er nok i mangel af bedre...Ja, "beundrer" eller "evige tilbeder" er meget bedre

[Ane]

Altså jeg har længe tænkt den tanke, at jeg tror dem der sørger voldmeget over Michael, de lader nogle andre følelser komme ud. Måske fordi de ikke kan finde ud af at få dem ud på andre måder.
Så fordomsfuld som jeg nok er, så tror mest det er teenagers der har den tendens.
Jeg har heller ikke nogen sange jeg ikke kan høre, overhovedet. Jeg elsker Michaels musik, stopper aldrig med at høre noget af det!

Jeg sørger hele tiden, men ikke på den der ekstreme måde, jeg synes bare det er så unfair han er død. Kan ingen mening finde med det. En gang i mellem græder jeg, han betød trods alt meget for mig. Som en anden skrev, så har vi jo altid skulle forsvare ham og det synes jeg har givet mig en følelse af, at Michael og jeg er forbundet på et eller andet plan. Han elskede jo også os fans for al vores støtte.

Jeg synes ikke man skal begynde på det der med "min sorg er værst". Jeg mistede min morfar store bededag i år, og min sorg over ham og MJ kan slet ikke sammenlignes, men det synes jeg ikke gør min sorg over min morfar mere 'rigtig' eller at den over MJ skal nedgøres. Vi har alle ret til at sørge som vi vil.

Og så til sidst.. jeg beskylder ikke nogen for noget her. Det er bare nogle tanker jeg fik da jeg læste tråden

[SuperMJlover]

Jeg synes det er svært at diskutere hvor meget man sørger over Michael eller hvor meget man ikke gør. Jeg har det selv sådan, at der bare er visse dage, hvor jeg har lyst til at grave mig ned, fordi det simpelthen er for hårdt. Og så skal der ikke ret meget til før, at jeg går fuldstændig ned, og bliver vildt frustreret over at han bare ikke er her mere.
Folk der kender mig godt, har oplevet mig på de dage, og det er ikke sjovt.
Jeg tror også tit at jeg kommer til at blande min sorg over Michael sammen med andre ting, og så har jeg svært ved at adskille dem.
Men samtidig er der også dage hvor jeg kun kan se de gode ting ved alting, og ikke kan føle nogen smerte overhovedet.
Jeg kan godt se hvad du mener med den 'rigtige' smerte, og jeg er også tit blevet spurgt om, hvorfor jeg græder eller hvorfor jeg har det som jeg har det, når jeg jo ikke kender ham. Men som Nelli skriver, så er det virkelig svært at forklare hvorfor at man kan sørge over ham når man aldrig har kendt ham. Man kan ikke forklare det godt nok, det er noget man skal opleve selv, for at kunne forstå det.

Jeg synes det er virkelig godt at du tager det her op! Det er noget som jeg også selv har gået og tænkt over et stykke tid

[Mike's Moonwalker]

Det sårer meget at læse, at nogen tror ikke på, at det virkeligt kan være Michael jeg (el. andre der føler samme) virkeligt sørger over. Det ER Michael og intet andet for mit vedkommende. Det ved jeg vel bedst selv. Jeg vil opfrodre alle til at nøjes med beskrive deres egen smerte/sorg istedet for at dømme, hvordan andre er/føler osv.

For iøvrigt er jeg 34 år. Jeg har altid følte på denne måde for Michael, og jeg vil uden tvivl føle det samme til døden og forevigt efter. Så kan man kalde det naivt...teenage agtigt..eller what ever. Det kan jeg og vil jeg ikke ændre på.

Peace

[Jacqueline]

jeg sørger over Michael når jeg sørger over Michael - jeg blander ikke andre følelser indover .
for at sige det meget kort - så sørger jeg over hvor uretfærdigt det er han er væk. jeg ved ikke om jeg ville have reageret så voldsomt hvis hans død var naturlig og han havde været 105 - fordi at jeg derved kunne forvente han snart ikke kunne mere. Men sådan endte det jo ikke.
Petrsonligt for mig har jeg lidt nemmere ved at græde til evetns fordi vi alle sammen føler den samme smerte, og jeg derved får lidt den følelse det er okay at græde. det giver mig faktisk meget at jeg kan græde til events, fordi jeg har så svært ved det ellers.

[Ane]

Mike sagde:

Det sårer meget at læse, at nogen tror ikke på, at det virkeligt kan være Michael jeg (el. andre der føler samme) virkeligt sørger over. Det ER Michael og intet andet for mit vedkommende. Det ved jeg vel bedst selv. Jeg vil opfrodre alle til at nøjes med beskrive deres egen smerte/sorg istedet for at dømme, hvordan andre er/føler osv.

For iøvrigt er jeg 34 år. Jeg har altid følte på denne måde for Michael, og jeg vil uden tvivl føle det samme til døden og forevigt efter. Så kan man kalde det naivt...teenage agtigt..eller what ever. Det kan jeg og vil jeg ikke ændre på.

Peace

Nu ved jeg ikke om det er mig du snakker om? men jeg dømmer ikke nogen jeg skriver hvordan jeg TROR det er, for nogen mennesker. Hvilket jeg også skrev i tråden.

[mystix]

Den sorg jeg føler over tabet af MJ bunder i at jeg sørger over den smerte han har været igennem og den måde hans liv sluttede på. Alt han har været igennem og så det gode menneske han var. Sådan en sorg kan man (eller nok ikke alle) også føle hvis man læser en artikel om et andet godt menneske der har været en masse dårligt igennem og så føles sorgen bare stærkere ved MJ fordi han jo har sådan en stor betydning for os plus at chokket nok også har haft stor effekt, han var her jo bare altid, en vigtig del af verden, vi havde ikke regnet med at han ville forsvinde og da slet ikke på det tidspunkt han gjorde. Men det betyder ikke at den er mindre ægte fordi vi ikke kendte ham personligt.
Der er sikkert undtagelser, enten folk der som du skriver i starten, får deres sorg over andre ting ud på den måde eller folk der virkelig sørger som om de kendte ham personligt fordi han virkelig, af forskellige årsager, har været en altafgørende stor del af deres liv. Men jeg synes ikke at man skal generalisere med aldersgruppe for sorg kan føles og udtrykkes uanset hvilken alder man har, selvom det selvfølgelig er sandt at teenagere har flere hormoner, er det ikke dem der bestemmer størrelsen af sorgen:).

Det er så min mening

Dette indlæg er redigeret af mystix: 12 December 2010 - 05:04 PM

[michaelsmelody]

Min allerkæreste Stine.

Jeg har læst dit oplæg, men for at være ærlig har jeg kun skimmet de andres.
Der er så mange meninger og holdninger og følelser blandet ind, at det er uoverskueligt at skulle tage det hele ind på én gang.

Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal beskrive mine følelser, og min egen holdning til det du skriver. Men jeg kan ikke gøre andet end at huske tilbage på vores mange samtaler om alt og ingenting, og jeg tror at lige netop du, herindefra, ved hvordan jeg har det i denne forbindelse. Jeg har aldrig sat direkte ord på, for det kan jeg ikke. Men jeg er overbevist om at du har en indsigt i mine tanker og følelser som andre herinde ikke har.

Jo, jeg har sørget over Michael, og sorgen vil nok aldrig forsvinde. Men sorgen jeg har, er en helt anden end jeg havde da jeg mistede mennesker tæt på mig. Sorgen er en helt anden end den jeg kæmper med lige nu - for jeg ved at jeg vil miste inden så forfærdeligt længe.
Men jeg ved også at meget af det der har haft slået mig ud i forbindelse med Michael er at det kom som et slag i ansigtet. Vi så det ikke komme, og vi havde ingen chance for at se det komme.
Men jeg tror også at mange af de tårer der kommer når moos er samlet, er en blanding af at vi ophober dem i vores dagligdag, og når vi så endelig er samlet åbner vi, så at sige for sluserne, for der ved vi at vi ikke bliver dømt. Det er hele den trygheds-sfæren der gør at det måske nok kan virke voldsomt - og derfor er det også nemmere at få åbnet for tårerne i forbindelse med andre tunge ting der vejer på vores hjerter og skuldre.

Jeg tvivler ikke et sekund på at alle herinde elsker Michael ubeskriveligt højt. Men jeg har en teori om at nogle måske fastholder sig selv i en usund sorg fordi de føler at hvis de giver slip og kommer videre, så svigter de Michael. Jeg ved at jeg selv har haft det sådan, både i forbindelse med Michael og med andre jeg har mistet. Og det er synd, og ærgeligt, for hvis den sorte cirkel fortsætter, så ender det med at Michael kun kan forbindes med sorg og ulykkelighed - og det er jo præcis det modsatte af, i hvert fald for mig, hvad han står for.
Jeg elsker ham, men jeg er kommet ovenpå igen. Jeg fælder stadig en tåre for ham i ny og næ, og der er da også nogle sange jeg skipper igen og igen, for ikke at lade et godt humør blive trist. Men min kærlighed forsvinder aldrig.

Derudover så vil jeg ikke sige så meget om din far. Du ved hvordan jeg har det med det, og du ved at jeg gerne krydser vandene for din skyld. Igen, og igen, og igen. Any day.

Tinker, jeg elsker dig.<3

[YoMissTink]

Ane, på 11 December 2010 - 06:55 PM, sagde:

Jeg synes ikke man skal begynde på det der med "min sorg er værst".

Er der nogen der har gjort det?