HeavenCanWait, på 26 January 2011 - 10:57 AM, sagde:
Hej alle, jeg ved at jeg ikke er særlig aktiv herinde længere, men mit humør svinger meget og jeg er ofte trist og orker derfor ikke den mudderkatning som jeg nogengange føler foregår herinde. Jeg føler mig ofte alene med mine følelser og at diverse kram og knus der bliver givet ikke er ægte.
Selv på festaftner kan jeg gå fra total glæde oppe-at-køre stemning til tristhed og tårer.
Jeg føler, min sorg står ret meget i stampe og den er ikke blevet meget bedre her på det sidste. Jeg tror at punktet jeg er nået til nu er endepunktet for mig. Desuden er jeg igen begyndt at savne min mormor rigtig meget (hun døde for 5 år siden).
Jeg har stadig tiltider lyst til, at opgive det hele men stopper tankerne om det lynhurtigt når de opstår.
Jeg vil allerhelst bare være den gode "gamle" Nina igen - glad og ubekymret.
Desuden føler jeg, at folk synes jeg er for meget når jeg stadig kan græde over det vi har mistet, det verden mistede 2506 - det herrens år 2009.
Jeg ved bare med mig selv, at jeg aldrig vil blive hel igen.
Ved ikke helt hvad jeg vil udover, at jeg føler at jeg bør forklare lidt om hvor jeg står.
Søde Nina, du er ikke for meget på nogen måder. Du skal være LIGEGLAD med, hvad andre synes. De kan hoppe i havnen, kan de!!
Jeg græder stadig hver dag over Michael, nogle dage er værre end andre. Jeg skammer mig ikke over at sige det højt. So what! I don't care! Hvorfor skulle vi ikke stadig græde over tabet af universets mest vidunderlige levende væsen! Den mest fantastiske person, der nogensinde har eksisteret! Michael, der altid har været der og er der stadig for os! Der til tider var den eneste, der var der for os! Der har givet os sig selv og al den kærlighed ét menneske overhovedet kan give og rumme! Der fik frataget resten af sit liv! Der har efterladt sig børn og millioner af mennesker, der elsker ham og savner ham! Det er ikke os, der er for meget. Det er dem, der ikke græder over Michael, der er for lidt!
Jeg forstår udmærket, at du også følte dig trist til tider på festaftenen. Jeg synes, at det er svært at tænke på Michael og kun føle glæde. Jeg kan grine og græde på samme tid, når jeg tænker på Michael. Hvert lille strejf af glæde for ham er forbundet med smerte og savn. Hver eneste gang jeg har en glad tanke om Michael, har jeg også en trist tanke om, at han ikke er her mere, og hvor meget jeg savner ham. Savner at se ham smile, høre ham le, høre nyt om, at han har det godt.
Ja, jeg er ikke den store hjælp, når jeg skriver det her. Men Nina, du skal bare vide, at jeg elsker dig, og jeg vil ikke lyve for dig. Ja, vi bliver aldrig hele igen, Og ja, vi vil sørge over tabet af Michael for altid. Men én ting er sikker: Vi må lære at leve med det, for det går ikke bare væk. Og en anden ting er sikker: At du har mig og andre veninder, der elsker dig højt. Vi vil stadig mødes, når vi er 70 år for at kigge på Michael sammen
– til den tid kan vi håbe at vi kan se ham i 3D midt i vores stue
*KNUS*