[mystix]

Jeg har endelig accepteret at jeg nok har brug for at få bearbejdet nogle ting hos en psykolog, jeg har ellers tøvet med det og troet jeg har kunne klare alt ting selv fordi ja, det har jeg altid kunne og har ikke de heldigste erfaringer med psykologer eller psykiatere.
Men kan godt se at der er ting de sidste 4 år som jeg bare er nødt til at få bearbejdet. Det være min x-bedste veninde som jeg var ufatteligt tæt på, som jeg fandt ud af havde løjet til mig om absolut alt fra hverdagsting til falske aborter til en mand der var undsluppet fra fængslet og ville slå hende og dem hun elskede ihjel, det venskab gør at det tager mig noget tid at åbne helt op for folk og kalde dem mine venner eller veninder nu.
Om det er da hun forsøgte at begå selvmord, eller min psykotiske x-kæreste der brugte alle midler til at køre mig psykisk ned til jeg endelig tog springet og slog op. Eller det overfald der kunne ha endt så grueligt galt hvor jeg slap med nogle blå mærker og et blåt øje fordi et ældre ægtepar så os, men jeg får stadig en knugen i maven hvis jeg ser nogen der ligner dem. Eller det år, 3 g. Hvor Jeg udover studenterlektierne måtte tage mig af hele husholdningen i et stort hus, tage mig af min mor som bare blev svagere og svagere og til sidst end ikke kunne tale pga ingen muskler og samtidig skulle sørge for at alt var som da hun kunne klare det hele, hvis maden f.eks ikke stod på bordet halv seks selvom jeg først havde fri kl. 4 og også havde bunker af lektier, så fik jeg det største møgfald af min søsters far, og de møgfald blev bare værre og værre overfor os alle sammen. Huske da også da lægen sagde til ham at min mor skulle have en madpakke inden han gik på arbejde, da lægen var gået sagde han bare "madpakker er for dem der går på arbejde" og så gik han. Min mor siger selv at havde jeg ikke været der havde hun ikke klaret den. Brugte de frie timer på at sidde hos hende i stedet for at lave lektier og kom bagud i skolen for første gang i mit liv.
Eller om det er det sidste år jeg skal ha bearbejdet, et år hvor jeg stadig har skulle tage mig at alt og snart går til af frustration over at jeg ikke kan mærke en tydelig bedring hos min mor, at se hver dag hvor tynd hun er og kun kunne give hende havrekød eller magert kød om aftenen fordi hendes mave ikke kan tåle andet. Eller turen til Tyskland hvor vi var sikker på at hun ville blive rask og fik af vide hun var for svag til en operation. DER brød jeg sammen. Jeg er ellers en ret stærk person og selvom jeg er trist viser jeg det ikke og sørger i det hele taget for at være stærk for min familie, egentlig har det været en overskridelse af nogle personlige grænser at prøve at være så åben herinde som jeg har, men jeg tror det er godt min mor har det svært nok med at jeg skal lave alt som det er. Eller det sidste, at min søster er begyndt at skære i sig selv fordi hun nu er kommet frem med at hun er blevet misbrugt af sin far. Det var netop dette sidste der fik mig til at indse at jeg måske bør tale med en psykolog og få nogle ting bearbejdet, jeg gik den første uge rundt som en zombie efter jeg havde fået det af vide (en tilstand jeg kom lidt ud af efter at være sammen med Annika og Theo en hel weekend, tak you guys <3 ). Lavede hvad jeg skulle og ellers var jeg på mit værelse eller gik med hunden, kunne ikke høre musik. Og, ja det her har jeg ikke fortalt til nogen, men var ved at gå til af skyldfølelse over ikke at have været der for min søster så en dag da jeg var i bad og brød sammen, badet er et godt sted at gøre det fordi der ikke er nogen der opdager noget, der gik jeg nærmest i baglås og satte neglene i og rev bare mig selv op ad benene, virkelig hårdt fordi jeg følte at jeg var nødt til at få noget af hendes, min søsters smerte. Det tog en del tid før de lange røde mærker forsvandt.
måske endda gå længere tilbage til min biologiske far der truede med at hyre lejemordere, holdt en kniv op foran min hals da jeg var 4 år og fortalte hvordan han ville dræbe mig, min mor og ham selv ude i skoven for at nævne nogle få ting.

Ja det var en længere smøre, men ville egentlig bare blive bedre til at åbne mig og fortælle at jeg godt kan se nu at det er nogle ting jeg har brug for at få bearbejdet og det vil jeg gøre! og så skulle jeg jo lige fortælle hvilke ting hah.. Så giver psykologer en ny chance Men det var det med min søster der var prikken over i'et for mig, før det havde jeg ikke så meget som overvejet en psykolog.

Dette indlæg er redigeret af mystix: 17 August 2010 - 09:55 AM

[mystix]

Og vil også lige nævne at jeg holder rigtig meget af alle herinde fra, jeg ser jer som en second family <3 <3

Kæmpe moo-kram til jer alle

[HeavenCanWait]

Kæmpe moo-kram til dig også Julie

Jeg er glad for, at du har valgt at give psykologer endnu en chance. Jeg har i hvertfald fundet ud af, at jeg nok burde have bedt om hjælp længe før jeg gjorde, men det med MJ fik bærget til at flyde over og efter jeg stiftede bekendtskab med en gammel "ven" / tanke og mange sms'er fra Sofie, fandt jeg ud af at jeg hellere måtte tage imod den hjælp der så venligt blev tilbudt af Eva (psykologen) hvis jeg skulle overleve dette.

Jeg har fået bearbejdet rigtig mange ting fra min barndom, ungdom og nutid og MJ-ting også og det har hjulpet mig rigtig meget.
Det er i hvertfald sidste gang jeg har sagt: "Psykologer er bare bedrevidende mennesker " med foragt i stemmen - det gør jeg ALDRIG mere.
Nu ved jeg, at de faktisk KAN hjælpe, selv når det ser sortest ud

Jeg håber du får ryddet op og ud i din fortid og får det bedre - MJ-kram til dig

[mystix]

Jeg er glad for at høre at det har hjulpet dig søde og ja, det er bare at springe ud i det og satse på at det kan hjælpe <3

MJ-kram

[Ane]

Psykologer er skide gode når man først har fundet en der er en slags kemi med

Det er flot du er nået dertil hvor du er, det er et skridt fremad!

[mystix]

Ane, på 17 August 2010 - 12:22 PM, sagde:

Psykologer er skide gode når man først har fundet en der er en slags kemi med

Det er flot du er nået dertil hvor du er, det er et skridt fremad!

Ja det er lige det med kemien for dem jeg havde da jeg var yngre irriterede mig bare med deres måde at snakke på haha, men kan selvfølgelig være at det er noget andet nu hvor jeg er blevet ældre. Især psykiateren jeg havde i 6 klasse, nægtede at snakke med ham og så endte han bare med at sætte mig på lykkepiller med diagnosen depression og tidligt skadet af faderens adfærd. Så står man lidt tilbage med tanken, jeg har ikke sagt én sammenhængende sætning til dig, hvorfor giver du mig en diagnose? Men det er noget andet når man selv vælger at søge hjælp og er klar til at bearbejde tingene
Tak søde og ja det er det

[ElinsJackson]

åhhh Julie !

Tag endelig imod en psykolog, selv folk som ikke specielt har mange fejl/problemer, går til psykolog, det er altså rigtig dejligt,og jeg har lagt mærke til at du trænger til at dele din fortid med en som kan give dig gode råd..

Jeg var selv modstander af psykologer, jeg har nemlig også haft rigtig mange problemer, og faktisk oplevet stortset lige så meget som du har dit liv ( efter det du skriver i hvert fald) Jeg er bare ikke lige så god til at fortælle om mit liv som du er, men folk tror at jeg lever på røde roser, men med min fortid, har det gjort at jeg har haft svært ved at lære og blive menneske.
Men jeg fik 1 års gratis hjælp fra kommunen, fordi.. ja... ellers ville jeg nok aldrig lære at blive voksen, ligsom jeg skulle lære at være barn igen ..

Men tag endelig imod det, selvom man har tanken " De psykologer kan ikke hjælpe mig med det problemer JEG har, de tror de kan gå ind og lave mirakler.. osv osv" det kan de self heller ikke, men det at du kommer ud med dine problemer, det gør meget !

så tag imod det søde, men selve processen kan være hård, man får lyst til at sove efter hver samtale, og man drømmer utrolig meget, og har evt marridt, men det betyder bare at psykologen har en positiv virkning på dig, og at din hjerne er ved at bearbejde de ting du har problemer med...

knus

[HeavenCanWait]

Ja, man er godt træt efter sådan en snak, men det er en god træthed

[mystix]

Jeg er berettiget noget krisehjælp pga det med min søster ihvertfald, så starter bare der Og ja, jeg kan godt forestille mig at det må blive lidt hårdt i starten når det hele kommer til overfladen, men det betyder jo bare at det bliver bearbejdet

[ElinsJackson]

mystix, på 17 August 2010 - 01:32 PM, sagde:

Jeg er berettiget noget krisehjælp pga det med min søster ihvertfald, så starter bare der Og ja, jeg kan godt forestille mig at det må blive lidt hårdt i starten når det hele kommer til overfladen, men det betyder jo bare at det bliver bearbejdet

Som jeg selv skrev længere oppe, hvis du har læst

[mystix]

ElinsJackson, på 17 August 2010 - 02:49 PM, sagde:

Som jeg selv skrev længere oppe, hvis du har læst

haha ja, det var også ment som svar til både dit og Ninas indlæg

[themjj]

Puha Julie, læste din historie tidligere og den har kørt rundt i mit hoved hele dagen.
Der er nogle ting man forventer at et menneske skal kunne klare selv op til en hvis grænse, men det virker til at den grænse allerede blev overskredet da du var en meget lille pige.

Du har været igennem mere end hvad rimeligt er, og "desværre" virker du til at være lidt at den samme type som mig, som mener at man "burde" jo kunne klare det selv! Men burde findes ikke. Du skal du ikke klare det alene, dine skuldre har båret mere end de burde, du har taget mere ansvar, kæmpet hårdere og gjordt langt mere end hvad man kunne forvente at du "burde".
Så nu SKAL du tage dig af dig selv! Som jeg kan læse det, og af det alligevel begrænset kendskab jeg har til dig, ved jeg at du ikke er en person man kan klantre for noget som helst, du er klog, sød, smuk og charmerende, og tager at for meget ansvar for de ting der sker omkring dig. Jeg ved at du har gjordt alt hvad du kunne og sikkert også mere til, så du er skyld i at tingende omkring dig ikke er smuldret helt sammen, du er skyld i at livet er bedre for dem omkring dig, end hvis du ikke havde været der. Du har været uheldig, i har haft ulykker kastet på jer fra højre og venstre, men du har leget junglør og sørget for at ulykkerne ikke knuste din familie. Det er stort!

Du må acceptere at du har gjort alt hvad du kunne, og være stolt af det! At der så er sket ting som du på ingen måde har kunne styre, må du også acceptere og så tage den derfra!

Du virker til at være en af de få personer hvor citatet what doesn't kill you makes you stronger faktisk passer, men alle har en grænse for hvor meget de kan tage!
Så sørg for at du selv kan holde hovedet oven vande, og få den hjælp du har mulighed for. Desuden er hjælpen man selv har bedt om langt mere effektiv, end hjælp man for kastet over hovedet. Så jeg er ikke i tvivl om at du vil komme igennem endnu stækere og gladere. Fordi at du ved at på trods af alt hvad der er blevet kastet mod dig, så har du gjort alt hvad du kunne, og du har gjort det godt!

Du er en skøn person!

[mystix]

Christina, tak for dit meget søde og rigtig flotte indlæg. Ja den følelse af at man burde kunne klare sig selv og at man har et ansvar for at folk omkring en er glade er lidt svær at ignorere og det bør man vel heller ikke, selvom man også skal huske at tænke på sig selv som du skriver Og ja, jeg tror også at hjælpen kommer til at blive langt mere effektiv når jeg er åben overfor den og jeg har accepteret at jeg har gjort det bedste jeg kunne i de givne situationer og at jeg simpelthen ikke kunne ha gjort det anderledes. Kunne f.eks godt have undgået det overfald da det slet ikke var mig de gik efter, men min veninde som jeg så forsvarede uden der skete noget med hende, men ville til HVER en tid tage præcis det samme valg og beskytte dem jeg holder af, har ikke fortrudt det så meget som et sekund. Og hvad angår alt det omkring min mor og søster er der bare en hvis magtesløshed fordi jeg netop ikke kan gøre noget for at få min søster gladere eller min mor hurtigere rask. Så alt jeg kan gøre lige nu er egentlig at få bearbejdet de ting her så jeg ikke ender op med et sammenbrud på et tidspunkt eller noget i den stil. For selvom det måske ikke føles sådan nu så ved jeg, som du også skriver, at der må være en eller anden grænse. Nåede den ved det med min søster, men kom eldigvis ud af den tilstand igen og nu skal jeg bare få noget hjælp til de ting her.

men endnu en gang tak for dit søde indlæg Christina, du er virkelig også en skøn person, og god med ordene som jeg sagde til dig for et stykke tid siden <3

[themjj]

mystix, på 17 August 2010 - 10:41 PM, sagde:

Ja den følelse af at man burde kunne klare sig selv og at man har et ansvar for at folk omkring en er glade er lidt svær at ignorere og det bør man vel heller ikke, selvom man også skal huske at tænke på sig selv som du skriver

Den bør ikke ignoreres, men det jeg tænker er at det helst skal komme fra et overskud. Hvordan kan du gøre andre mennesker glade, hvis du ikke selv er glad... Hvordan skal du kunne få andre til at komme ovenpå igen, hvis du selv er nede. Det betyder ikke at man ikke skal gøre hvad man kan, men det betyder at man ikke skal gøre mere end man kan!
Så ja, få den hjælp til dig selv, og gør hvad du kan for dem du elsker, men ikke mere, for det er destruktivt for dig selv, også selvom det er i en god mening.
Med hensyn til din søster, så var hun ikke helt vild for at få hjælp så vidt jeg husker, (lyder som om at i havde det samme udgangs punkt) men prøv at overvej hvad du selv ville sige, til dig selv for at få dig overtalt da du var i hendes alder... hvad ville virke? Gå ned i hendes øjenhøjde, og få tændt ideen i hende om at det her faktisk kan hjælpe. F.eks ved at dele med hende, når du føler noget har hjulpet dig, eller tanker du har osv...(ikke så hun føler du prøver at overtale hende, sig det så det bare er en erfaring du har fået dig) Måske træde lidt væk fra autoritets rollen, som jeg er helt sikker på at du har, og mød hende på en måde hvor i er afslappet og åbne for at tage hinandens erfaringer ind.
Du har set Inseption ik: plant en ide, og lad den spirer i hende...(bare på en lidt mindre Science Fiction agtig måde;-)

Dette indlæg er redigeret af themjj: 18 August 2010 - 10:59 AM

[mystix]

themjj, på 18 August 2010 - 11:56 AM, sagde:

Den bør ikke ignoreres, men det jeg tænker er at det helst skal komme fra et overskud. Hvordan kan du gøre andre mennesker glade, hvis du ikke selv er glad... Hvordan skal du kunne få andre til at komme ovenpå igen, hvis du selv er nede. Det betyder ikke at man ikke skal gøre hvad man kan, men det betyder at man ikke skal gøre mere end man kan!
Så ja, få den hjælp til dig selv, og gør hvad du kan for dem du elsker, men ikke mere, for det er destruktivt for dig selv, også selvom det er i en god mening.
Med hensyn til din søster, så var hun ikke helt vild for at få hjælp så vidt jeg husker, (lyder som om at i havde det samme udgangs punkt) men prøv at overvej hvad du selv ville sige, til dig selv for at få dig overtalt da du var i hendes alder... hvad ville virke? Gå ned i hendes øjenhøjde, og få tændt ideen i hende om at det her faktisk kan hjælpe. F.eks ved at dele med hende, når du føler noget har hjulpet dig, eller tanker du har osv...(ikke så hun føler du prøver at overtale hende, sig det så det bare er en erfaring du har fået dig) Måske træde lidt væk fra autoritets rollen, som jeg er helt sikker på at du har, og mød hende på en måde hvor i er afslappet og åbne for at tage hinandens erfaringer ind.
Du har set Inseption ik: plant en ide, og lad den spirer i hende...(bare på en lidt mindre Science Fiction agtig måde;-)

Ja jeg ved også godt at det var det du mente og ja, det skal komme fra et overskud, men selvfølgelig er der i min situation ting jeg er nødt til at gøre selvom jeg måske føler jeg ikke lige har overskudet til det, men det er også i orden, der er jo som sagt ikke andre der kan gøre dem og jeg kan godt påtage mig det ansvar. Jo hun var ikke så glad for det, og kan godt se det fornuftige i at træde væk fra den autoritetsrolle jeg har fået her de sidste par år og taled med hende på en anden måde. Jo jeg har set inception Idag var vi dog inde ved psykologen for første gang og det gik godt, hun var derinde i en times tid og så var jeg der da hun kom ud igen. Hun vil ikke sige så meget om selve besøget, men jeg syntes hun virkede en smule gladere efterfølgende, så det er rigtig godt!

[themjj]

Det er jeg virkelig glad for at høre! De første skridt er ofte de sværeste.

Du har ret i at i din nuværnede situation er der ikke meget valg, man må bare gøre det man kan. Men prøv at få så meget hjælp udefra som mulig, for at mindske presset på dig mest muligt. Kan du få hjælp fra kommunen til din mor?

[mystix]

themjj, på 19 August 2010 - 12:34 AM, sagde:

Det er jeg virkelig glad for at høre! De første skridt er ofte de sværeste.

Du har ret i at i din nuværnede situation er der ikke meget valg, man må bare gøre det man kan. Men prøv at få så meget hjælp udefra som mulig, for at mindske presset på dig mest muligt. Kan du få hjælp fra kommunen til din mor?

Ja så måske det bliver lettere for hende næste gang Altså nu hvor jeg skal til at starte på universitetet har min mor søgt om noget ekstra hjælp og fået bevilliget halvanden time rengøring hver anden uge og tøjvask, så det kommer da til at hjælpe lidt Plus hun har fået et akut nummer til nogen der kan komme og lave mad til hende hvis jeg har en lang dag på uni og min søster er ved en veninde.