Chaia, på 26 January 2010 - 05:54 PM, sagde:
Jeg har gået og ventet i frygt i 1½ måned på at få at vide om jeg har bestået min Bachelor opgave eller ej... I morges da jeg vågnede var der stadig intet svar... Men var lige inde og kigge for 1 times tid siden...
Jeg har bestået min Bachelor-opgave!! Wohoooo!!
Så nu er jeg helt oppe at køre...
Ej hvor flot. Tillykke *bear hug*
______
Jeg kan ikke helt finde ud af hvor jeg skal placere dette her, i det der er godt eller skidt, da min dag har været begge dele, så nu bliver det altså her...
Da jeg kom i skole her til morgen var der en pige i min klasse der hedder Line, som hører Michael (bare sådan noget "okay, hyggelig musik"-agtigt) som spurgte til udstillingen i London, og var virkelig oprigtigt interesseret. Det var rigtig fedt, og vi snakkede frem og tilbage om det, da pigen der sidder ved siden af hende, Trine, begynder at spørge til ham i en meget negativt ladet tone. Hun spurgte om ting som "
elskede du ham?" (som om jeg ikke skulle gøre det mere) og "
græd du da han døde?" og da jeg svarede ærligt at "ja, jeg elsker ham meget højt, og jeg græder skam stadig rigtig meget" så fik jeg himmelvendte øjne og misbilligende lyde ("pft, tsk"). Så begyndte hun at snakke om at han er bims i hovedet (konstant med enormt vægt på ordet
var) og at det med Blanket (som hun tydeligvis intet anede noget om) var uansvarligt, og at er tosset oveni hovedet og at det jo er tydeligt at han har fået "ommøbleret" hele sit ansigt, "han blev jo ikke hvid ved et tilfælde". Så jeg slog kodlt vand i blodet, og forklarede hende på en stille og rolig måde hvordan sandheden hænger sammen i alle aspekter af de negativiteter hun havde lukket ud, hvorefter hun bare kom med en "ja, det kan du jo ikke vide bedre end os andre".
Heldigvis brød Line så ind og sagde at hun syntes at hvis man ikke havde set This Is It skulle man gøre det, for man vil få et helt andet syn på ham som menneske, og som personlighed. At man vil opdage hvor godt et menneske han er, og der var de andre ved bordet (inklusiv Trine) jo pludselig interesseret i at se den. Jesus christ..
Men så skulle vi have psykologi, og jeg kom i en rigtig rar gruppe. Alle de andre grupper forlod klasselokalet, så kun min gruppe var tilbage. Der er der én der spørger om ikke vi skulle gå ned på biblioteket og finde en cd at sætte på, og vi tænker cool, det gør vi bare. Da vi kom derned stod jeg bare og kiggede bøger, og pludselig sagde Stine at hun havde fundet en cd, så vi gik tilbage i klassen, og hun satte HIStory vol. 1 på.
Det var altså rart..
Så havde jeg fri, og skulle på Psykiatrisk i min gruppe som jeg går i derude.
Jeg har gået der i et godt stykke tid efterhånden, bl.a. pga Mike, men jeg har ikke nævnt ham med et eneste ord derude, for jeg har ikke turdet. Men så idag var vi kun fire, og jeg tog mod til mig, og fortalte om det hele, og var ved at tude. Men det var så fantastisk, for de dømte mig slet ikke, de kunne selvfølgelig ikke sætte sig ind i det, eftersom de slet ikke havde det på samme måde, men de forstod det, og de tacklede det som det det faktisk er: en reel sorgperiode. Og vi fik snakket rigtig meget om ham, og om den situation vi alle står i. Både i forhold til at tackle vores egen sorg, og det at være der for hinanden, og det at det er svært for os at komme igennem sorgen, fordi der ikke er plads til at få den ud, da vi altid skal gå og være nervøse for hvordan det bliver modtaget.
Så nu kan jeg rent faktisk tale om det når jeg kommer i gruppen, hvilket er en helt ekstremt lettelse.
Udover det er der en pige i klassen der havde sin tegnemappe med idag, og hun havde lavet to tegninger af Michael, fordi hun "bare havde fundet ham i et blad" (omg!), de var ikke specielt gode, men det var rigtig fedt at de allesammen kaldte på mig for at jeg skulle se dem, fordi de vidste at det ville gøre mig glad at se ham..
Men ja, så kom jeg hjem, og har bare otte millioner lektier for -.-'
How the fuck skriver jeg en artikel til mit praktik sted om hvad jeg er god til????? oO