[michaelsmelody]

HeavenCanWait, på Nov 13 2009, 02:42 PM, sagde:

Præcis. Man får virkelig kærligheden eller mangel på samme at føle i denne tid, men sådan har det jo altid været når man er Michael fan.
Jeg tænker ofte på at 1. juledag er ½-årsdagen - det er noget rigtig møg

det bliver et helvede at skulle igennem det næste lange stykke tid.
jeg har en plan om bare at lukke mig inde med Michael dvd'er og min dyne hele 1. juledag. jeg vil alligevel ikke være ret meget andet værd end at ligge der hele den dag..


skulle vi måske lige have kæmpe kosmisk gruppekram..
det er bare så hårdt..

[MariaMus]

ElinsJackson, på Nov 13 2009, 09:20 PM, sagde:

.... Avv , så sidder jeg her en fredag aften , rigtig asocialt fra venner og veninder , fordi jeg drukner i mine egne sorg.

Har løjet for dem og sagt at jeg skulle noget andet , men sandheden er at jeg er rammet ind i en rigtig depri periode igen kan jeg mærke :'(

Savner bare Michael så meget , forstår bare ikke at han ikke er her mere ? HVORFIOR ER HAN HER IKKE MERE !!! åhh haa !!!!

:'( :'( .. Det hjalp da at jeg kom over til jer og fik snakket med mange af jer , i sku skønne her inde på Moo , og glæder mig så inderligt til at se jer alle til nytår , kan sku kun være ordentlig glad når jeg er sammen med jer ;')

føler mig så pokkers tom indeni... Det hele er bare gået i stå siden den 25 Juni..
det hele var sku lidt federe før den 25 juni.... HADER DEN 25 JUNI!!!!!!...



BBAAAAAH...

Du må ikke lukke dig inde... Kan du ikke snakke med dine veninder om det?
Er sikker på at AngelMichael gav dig en angelkrammer og tørrede dine tårer væk...

[Maria]

WonderInMyYouth, på Nov 14 2009, 01:45 AM, sagde:

det bliver et helvede at skulle igennem det næste lange stykke tid.
jeg har en plan om bare at lukke mig inde med Michael dvd'er og min dyne hele 1. juledag. jeg vil alligevel ikke være ret meget andet værd end at ligge der hele den dag..


skulle vi måske lige have kæmpe kosmisk gruppekram..
det er bare så hårdt..

Masser af krammer til dig!!
Jeg håber. at dynen, dvd'erne og alle vores varme tanker, kan hjælpe dig igennem dagen.

Selv vil jeg nok have det værst på 1 års-dagen. Hans fødselsdag...

Kom tilbage Michael!!!!!!!

[ElinsJackson]

MariaMus, på Nov 14 2009, 10:24 AM, sagde:

Du må ikke lukke dig inde... Kan du ikke snakke med dine veninder om det?
Er sikker på at AngelMichael gav dig en angelkrammer og tørrede dine tårer væk...

Hvor er du bare for sød (:
Jamen jo , har veninder , men ikke nogle som vil trøste mig på den måde ..


hihih , der er vidst en der har læst min signatur (': Fik skrevet det i går, da jeg var mest nede..
Men tak for din støtte

[Sparrow]

HeavenCanWait, på Nov 12 2009, 03:12 PM, sagde:

Hejsa søde Maria

Jeg er virkelig ked af at du har det så hårdt, men jeg må tilstå at jeg også stadig har dage der er ekstremt hårde og hvor jeg sommetider ønsker jeg var et andet sted

Jeg havde sådan en dag i går og det endte ud i, at jeg skrev et brev til Michael. Ved godt han aldrig vil få det, men det hjælper at få skrevet alle følelserne ned og så at græde, det hjælper også.

Hvis du har lyst til, at snakke så er min msn: callberg76@hotmail.com

Knus og varme tanker /Nina

Du inspirerede mig til at skrive lidt af mine egne tanker ned. Jeg kan kun anbefale det videre til andre. For det hjælper utrolig meget. Jeg fik i hvert fald en hel del ud af det og rykkede klart et felt frem i processen. Så tak for din idé.

That day my soul got torn apart in a million pieces.
Pieces as were cast out into the worlds. The fear was overwhelming.
I know no longer who I am. Know no longer where I am going.
Like a zombie I walk the empty shell of what was supposed to be a beautiful world.
So empty now it echoes when I speak.

Since that day my heart has been bleeding.
Bleeding the life out of me.
It is slowly bleeding me dry. My world is coming to an end.
In blind silence I await the unknown. Trapped in the cage of my own incomprehensiveness.
When will this end?

Since that day it all seems so surreal.
Abandoned, in what now only seems as a shallow set piece of a play that was never thought to have an ending.
I let the sadness and bitterness consume me.
Drown myself in blank ignorance.

But somehow I can hear the heartbeat that ended its journey in this world that day.
And I sense it somewhere in what little is left of my core.
It echoes.
I follow the sound and I find you. I sense a little of it in you too.
And I wonder if you can hear it beating too?

Since that day the days are dark.
For the rest of this life I will die slowly. But we all will.
I will not painfully bleed in vain.
We must walk in the darkness before we can learn to find and appreciate light.
We can unite in our journey to gather the pieces of our broken hearts and broken souls.

Since that day I shall search the long lost adventures.
In my journey I shall redefine myself.
To honour my King.
From the undying dreams we can rebuild this world. Make the set up complete.
A new world. A stronger world.

The legacy that was left here is of great importance.
We must remain true to ourselves and each other. It is what is left in us that matters.

Since that day we are the army of hope and the soldiers for love.

And it is all for love…

[Inge]

Omg Sparrow, that is so beautiful! I couldnt stop crying while reading it.
That's exactly the way i feel. (and i know a lot of us do)

Thank you for sharing it with us!

[Sparrow]

Inge, på Nov 15 2009, 12:15 AM, sagde:

Omg Sparrow, that is so beautiful! I couldnt stop crying while reading it.
That's exactly the way i feel. (and i know a lot of us do)

Thank you for sharing it with us!

Jeg deler det, fordi det også er til jer:)
Thx for 'listening'

[P.Y.T]

Meget smukt, fældede en tåre, kender det alt for godt.. Sender mange varme tanker til dig.

[Soulmate]

Det var virkelig smukt

[Gredan]

Det er SÅ smukt!! *kram*

[HeavenCanWait]

Åårh Sparrow, jeg er glad for at kunne inspirere
og hvor er det bare smukt det du har skrevet

[HeavenCanWait]

Jeg er ikke selv så god til at skrive digte, men har skrevet et enkelt:

My pain, my sorrow, my grief!!

I hate this!
I hate the sorrow, the pain, the tears,
the deep-felt grief, the anger
and the realisation that you’re not here any more.
Sometimes I forget that you’re not here,
sometimes I picture you alive somewhere playing with your kids,
rehearse for a tour or just playing around
and then I realise you’re gone,
it's like a bombshell and I just wish I was gone too.

[Sparrow]

HeavenCanWait, på Nov 16 2009, 01:17 PM, sagde:

Jeg er ikke selv så god til at skrive digte, men har skrevet et enkelt:

My pain, my sorrow, my grief!!

I hate this!
I hate the sorrow, the pain, the tears,
the deep-felt grief, the anger
and the realisation that you’re not here any more.
Sometimes I forget that you’re not here,
sometimes I picture you alive somewhere playing with your kids,
rehearse for a tour or just playing around
and then I realise you’re gone,
it's like a bombshell and I just wish I was gone too.

HeavenCanWait.. Ja, du opfordrede mig rigtig meget. Og det er dejligt. Det letter mit hjerte. Og jeg er glad ved at se din respons. Jeg responderer på dit digt i PM. Men opfordrer forsat gerne andre til at dele deres inderste tanker. Selvom det kan være grænseoverskridende, så giver det så meget igen.

[ElinsJackson]

Mine tanker som bare faldte ud af hovedt på mig ( Så tag jer ikke af hvis der ikke helt er samling i det)


Smerten inde i mig kan ikke holde op, smerten uden på kan ses,
kan smerten nogensinde stoppe?

Når jeg kigger op i himlen blå,
så er du den eneste jeg tænker på,
kigger du mon ned på mig? Ved du at jeg stirrer?


du lærte mig så meget , du inspirede mig en del, du vækede mange mennesker, du fik os til at se,
se at verden er levende, og at i et hver græsstrå, der lever microorganismer ,
som er levende som du og jeg.

Du Ville aldrig væk, du ville leve for evigt , men Michael? hvor er du nu? Har brug for dig.

En engel hviskede til mig i nat, husker det svagt, men jeg glemmer aldrig da hun hviskede til mig og sagde
" Michael vi har bragt til himmel nu , vi har brug for vores engel , men inde i jer alle , der ved i, at Michael han stadig lever, han følger jer i alt, det handler om at have troen.."

Vågnede den morgen, med en tåre på min kind. Bare Michael har det godt det nye sted, så er jeg også glad...

[NayNay]

Jeg prøvede også i lang tid at skjule mine følelser for venner og familie, men skolen blev stadig påvirket rigtig dårligt! Fordi jeg kan ikke længere koncentrere mig eller noget rigtigt?! Så jeg har nu fået at vide jeg skulle til psykolog af mine lærere, fordi det har taget for hårdt på mig.

Jeg vågnede en morgen, og havde drømt at jeg var sammen med alle dem jeg holder af og Michael var der også. Så trækker Michael mig over til siden og siger til mig at jeg skal huske mit liv. Jeg skal huske at opleve noget, gøre noget for andre, se verden, gøre det jeg helst vil. Til sidst sagde han til mig, at vi nok skulle ses en gang, men at jeg skulle huske at have det godt "inden/nu". Jeg vågnede op og begyndte bare at græde.! Natten efter drømte jeg det samme. Det var rigtig rørende, fordi det gav en følelse af at han på en måde nu bedre kan nå os alle og at han stadig var her...


Synes det er rigtig smukt det i har skrevet!

Jeg er her også, er meget åben for hvis nogen har brug for at snakke på msn eller noget
hejnansen@hotmail.com
Og hvis nogen, nok mest unge, kan have det svært ved at "åbne op" for voksne, eller noget, så bor jeg i Charlottenlund, og giver altid et kram og snakker gerne med jer.

Dette indlæg er redigeret af Jackson-Junior: 16 November 2009 - 04:36 PM

[Ida941]

Har lige siddet og læst hele denne her tråd igennem. Det er så trist læsning, men der er godt nok også nogle af jer der er fantastiske til at sætte ord på jeres følelser. Det tror jeg er sundt, at få det ud...

Selv var jeg egentlig ved at være en lille smule ovenpå igen, lige indtil jeg så This Is It i biografen første gang. Siden har jeg været fuldkommen utrøstelig igen. Det var - med en dårlig sammenligning - som at tisse i bukserne for at holde varmen, at se den film igen og igen. At se Michael leve på lærredet er fantastisk, men at han dør hver gang jeg forlader biografen er knap så fantastisk. Så jeg er i samme båd som alle jer andre.

Jeg frygter lidt at der skal en eller anden kæmpestor lykke til for at jeg bliver bragt nogenlunde i balance igen, som om der er en vægt inden i mig og lige nu har sorg-vægtskålen alt for meget vægt på i forhold til glæde-vægtskålen. Problemet er at jeg ikke aner hvor jeg skal finde sådan en glæde.

Faktisk har jeg siden 25. juni taget hele mit liv op til overvejelse, altså seriøst det hele: job, venner, kæreste, bopæl. Og jeg tror det hele skal skiftes ud. Jeg ved ikke om det er en god eller dårlig ting, normalt kan jeg godt lide forandringer, men det er jo også farligt hvis trangen til forandring skyldes den desperation vi alle føler over den pludselige tomhed der i vores liv.

I går så jeg Thriller Live. Og ja, det var da et fedt show! Selv om jeg ikke kunne lade være med ind i mellem at tænke: bare det var Michael i virkeligheden... Jeg nød at de nævnte Michaels humanitære arbejde og til sidst, da alle stod op og klappede i den kæmpestore sal, kiggede jeg op i loftet og tænkte: Se Michael, alle de her mennesker elsker dig, de hylder dig.

Nå, det var vist temmelig tilfældige tanker som aldrig kan leve op til jeres smukke digte... Tak for dem!

[NayNay]

Ida941, på Nov 16 2009, 05:56 PM, sagde:

Faktisk har jeg siden 25. juni taget hele mit liv op til overvejelse, altså seriøst det hele: job, venner, kæreste, bopæl. Og jeg tror det hele skal skiftes ud. Jeg ved ikke om det er en god eller dårlig ting, normalt kan jeg godt lide forandringer, men det er jo også farligt hvis trangen til forandring skyldes den desperation vi alle føler over den pludselige tomhed der i vores liv.

Det må du ikke gøre. eller jo må du godt, men tænkt meget over det.
Det kan nemlig også være fordi du føler det hele skal skiftes ud, så du er et helt andet sted, og så tror din underbevidsthed at du så også "glemmer" Michael, eller at det ikke er sket, fordi så er du jo et andet sted?!
Det kan godt være det ikke giver mening, eller ikke forklarer 100% hvad jeg mener, men jeg prøver..?!

[Ida941]

Jackson-Junior, på Nov 16 2009, 07:52 PM, sagde:

Det må du ikke gøre. eller jo må du godt, men tænkt meget over det.
Det kan nemlig også være fordi du føler det hele skal skiftes ud, så du er et helt andet sted, og så tror din underbevidsthed at du så også "glemmer" Michael, eller at det ikke er sket, fordi så er du jo et andet sted?!
Det kan godt være det ikke giver mening, eller ikke forklarer 100% hvad jeg mener, men jeg prøver..?!

Jeg forstår godt hvad du mener. Og jeg har også selv tænkt på om det er det. Altså den der tomhed man føler kan få en til at gøre helt desperate ting for at få den til at gå væk, for at man kan tro man ikke lider så meget... Men nogle gange når der sker virkelig, virkelig frygtelige ting i ens liv kan man bruge det som et spark bagi til at få gjort noget ved de ting man måske gik og var utilfreds med... Egentlig vil jeg altid lave ting om, det er bare ekstremt fordi det er alt på en gang lige pt. Men jeg forstår godt hvad det er du siger... Tak.

[HeavenCanWait]

Ida941, på Nov 16 2009, 09:35 PM, sagde:

Jeg forstår godt hvad du mener. Og jeg har også selv tænkt på om det er det. Altså den der tomhed man føler kan få en til at gøre helt desperate ting for at få den til at gå væk, for at man kan tro man ikke lider så meget... Men nogle gange når der sker virkelig, virkelig frygtelige ting i ens liv kan man bruge det som et spark bagi til at få gjort noget ved de ting man måske gik og var utilfreds med... Egentlig vil jeg altid lave ting om, det er bare ekstremt fordi det er alt på en gang lige pt. Men jeg forstår godt hvad det er du siger... Tak.

Jeg har også været derude hvor du er nu. Jeg var der bare i starten efter den 25. Jeg overvejede også at skride fra det hele, mand og hjem. Det eneste der betød noget for mig på det tidspunkt var Michael, jer fans og min hund. Selv min familie og gamle venner kom i sidste række.
Jeg følte en utrolig tomhed indeni og følte ikke jeg havde nogen fremtid sammen med manden derhjemme.
Efter nogle gode samtaler med Laura og senere hen også med Sofie (God bless you girls ) besluttede jeg for at give det en chance og blive.
Må sige der gik rigtig lang tid før jeg blev nogenlunde tilfreds med mit valg og er stadig også lidt i tvivl en gang imellem, men vi er stadig sammen og nu må vi se hvad der sker.
Mit råd er, pas på med at smide det hele på gulvet fordi, alt føles håbløst lige nu. Vent hellere og se hvad er sker med dine følelser efterhånden som du kommer gennem sorgprocessen.
Kæmpe kram til dig